Overraskelser i Amsterdam

Overraskelser i Amsterdam

Amsterdam skal opleves til fods, på en byvandring og allerbedst med en dansktalende guide. Den, der går en byvandring langs kanalerne i Amsterdam, kan ikke undgå at lægge mærke til de prægtige kanalhuse, nærmest små palæer. Du vil sikkert gerne vide, hvem der boede der og hvad der satte folk i stand til at bygge og købe disse ofte imponerende bygninger med mindst lige så storslået og rigt inventar. 

På sporet af Amsterdams gyldne århundrede

Svaret finder du i 1600-tallet, Amsterdams Guldalder, for det var i den periode, at byen bredte sin handel ud til hele verden. Spydspidsen var det Østindiske Kompagni, der indtjente store formuer til byen og dens handelsfolk. Først senere kom der kritik af de hollandske handelsfolks til tider hårdhændede fremfærd i de oversøiske koloniserede områder. Denne til tider ømtålelige historie kan du gå på jagt efter flere forskellige steder i byen, hvad enten du er fastboende eller på ferie og turist i Amsterdam.

Museum Van Loon: rigdommens skyggeside

Et passende sted at begynde eftersøgningen er et af selve de prangende kanalhuse, du som turist i Amsterdam har mulighed for at besøge indvendigt. Enkelte af husene er nemlig i dag indrettet som museum. Van Loon-museet, et museum i Amsterdam, som ligger ved den herskabelige kanal Keizersgracht, er et fint eksempel. Huset er fra 1672, dvs. fra slutningen af det Gyldne Århundrede, som Amsterdams guldalder kaldes i Holland. Huset har siden 1884 været ejet af familien Van Loon. Det var også en van Loon, nemlig Willem van Loon, som i 1603 var med til at grundlægge VOC, Østindisk Kompagni. Dette firma blev et stort og verdensomspændende foretagende, der ikke bare handlede med krydderier, te og kaffe, men også med porcelæn, dyreskind, ædelstene og meget mere. De amsterdamske handelsfolks skibe bragte store værdier ind til Amsterdam, hvor der for de velhavende købmænd var prestige i at bygge storslåede huse. Og hvorfor ikke også betale en maler, som den på det tidspunkt fremadstormende Rembrandt, for et portræt? Det valgte flere i hvert fald at gøre. Men ofte var baggrunden for disse rigdomme ikke ligefrem storslået, for værdierne blev til på bekostning af de oversøiske befolkninger.  

Og dén historie lærer du på Van Loon-museet, hvis første beboer i øvrigt var Ferdinand Bol, en lærling af Rembandt. På Van Loon-museet har de nemlig valgt at dykke ned i den for familien ikke altid rare historie og fremlægger historien ærligt og redeligt for museets besøgende. Det er al ære værd, for det er modigt gjort at fortælle den dystre side af Det Gyldne Århundrede, en historie, som sætter rigdommen i det flotte og herskabelige kanalhus i relief og som giver dig en ganske anden historie end det glansbillede, det ellers er fristenden at beskrive Det Gyldne Århundrede som.

Man skal ikke sælge skindet før (is)bjørnen er skudt

Besøget i Museum Van Loon vil give dig noget at tænke over, mens du går ned ad Keizersgracht og kigger på kanalhusene, der udstråler magt og velstand. Du kommer forbi gader, der hedder Huidenstraat, Berenstraat og Wolfenstraat, og navnene fortæller egentlig alt om, hvad der her blev forarbejdet og handlet med i det Gyldne Århundrede: huder og skind fra dyr som bjørne og ulve. 

Når du når den anden ende af Keizersgracht, ser du tre rødmalede pakhuse. Det er såkaldte Grønlandske Pakhuse fra 1621. Du vil se, at navnet Groenland står henover skodderne og dermed fortæller historien om det Nordiske Kompagni, der eksisterede fra 1614-1642. I den periode havde kompagniet monopol på hvalfangsten. På grund af hvalfangstens store omfang omkring Grønland, blev kompagniet også kaldt for Det Grønlandske Kompagni. Kompagniet gjorde sig også i andre produkter fremskaffet fra polarområdet: isbjørneskind og elfenben fra hvalrossens tænder. Men hvaltran var den største handelsvare. Hvaltran blev blandt andet brugt i den ovennævnte læderindustri. Trannen blev lagret i pakhusene, men fra 1685 blev opmagasineringen flyttet ud af byen på grund af stanken. Hvalfangst var en omfattende virksomhed. På et tidspunkt var der helt op til 28.000 beskæftiget med hvalfangst og forarbejdning af hvalprodukter. Jo, det var driftige folk i Det Gyldne Århundrede, men de handlede ikke altid bare, de koloniserede også.

Max Havelaar: tidlig bæredygtighed

Og dette aspekt, koloniseringen, bliver du belært om ikke langt fra de Grønlandske Pakhuse, inde på Multatuli-museet i Korsjespoortsteeg nr. 20. Her blev hollænderen Eduard Douwes Dekker (1820-1887) født. Han oplevede koloniseringen med egne øjne, da han i 1839 var en del af den hollandske administration i Hollandsk-Indonesien. Her oplevede Dekker nemlig, hvordan den indfødte befolkning blev udsat for en urimelig og ringe behandling af det hollandske kolonistyre. Da han kom tilbage til Holland, skrev han under pseudonymet Multatuli i løbet af kun få uger i efteråret 1859 en roman om sine oplevelser. Han kaldte bogen Max Havelaar, og den rejste en kras kritik af hollændernes måde at styre deres kolonier på. Til Dekkers ærgrelse blev bogen ikke taget seriøst, da den året efter udkom, men ikke desto mindre blev Multatuli, der betyder ”Jeg har lidt meget” et kendt forfatternavn. Og her i år 2020 blev Dekkers 200 års fødselsdag fejret med pomp og pragt, og blandt andet afslørede den hollandske kong Willem-Alexander en mindesten om ham i Nieuwe Kerk i centrum af Amsterdam. Bogen Max Havelaar er sidenhen blevet en uomgængelig klassiker både i hollandsk litteratur og i verdenslitteraturen. Og bogens indhold og titel har givet navn til det internationale certificeringsmærke for bæredygtig, etisk og fair handel: Max Havelaar. Max Havelaar mærket er i dag også kendt under navnet Fairtrade.

Det Gyldne Århundrede

Efter dit besøg i Multatuli-museet og din tur rundt i Amsterdam vil du ikke kunne lade være med at tænke over, hvordan baggrunden for de prægtige kanalhuse er langt mere nuanceret, end hvis man kun tænker på de lyse sider af Det Gyldne Århundrede. Det fornyede fokus på skyggesiderne af, hvordan rigdommene blev tilvejebragt, har i den seneste tid også været markant i det moderne hollandske samfund. Amsterdams Museum er f.eks. nu stoppet med at bruge betegnelsen Det Gyldne Århundrede, fordi de mener at betegnelsen fortrænger de negative sider af århundredet, som f.eks. fattigdom, tvangsarbejde og menneskehandel. Gyldent Århundrede eller ej, historierne fra og om den tid forbliver værd at lytte til og opleve. Det kan du f.eks. gøre på en sightseeingtur i Amsterdam til de steder i byen, hvor Det Gyldne Århundrede har sat sig sine spor i kraft af majestætiske kanalhuse, flot restaurerede pakhuse, museer, bøger, mindesten og statuer. Historierne er mange. Du kan enten vælge selv at tage på opdagelse eller du kan vælge at få historien fortalt af en guide, som virkelig har dem inde under huden og, som har lært både by og historier at kende fra egne byvandringer i Amsterdam. Inspirationen her er netop fra en guide, der elsker at vise sin by frem og vil glæde sig til at uddybe sine fortællinger og oplevelser i Amsterdam med fokus på byens guldalder fra ca. 1600 til 1700. Vælger du det sidste får du selv hurtigt byen ind under huden og kan drage nytte af din nyerhvervede viden, når du fortsætter dine ture på egen hånd rundt i Amsterdam. På gensyn i Amsterdam

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *