Langeland – mere end en festival
I det sydfynske øhav ligger Langeland - min fødeø. Det er her jeg har brugt størstedelen af mit 27-årige liv og øen vil altid have en plads i mit hjerte.
Opvokset i et turistområde
Jeg voksede op på en nedlagt togstation, der var en del af Langelandsbanen, som var i drift fra 1911-1962. Derfor er jeg vokset op med, at der minimum et par gange om året er kommet togentusiaster som har taget billeder af vores hus. Mine forældre inviterede dem også gerne om i baghaven, så de også kunne få billeder fra den vinkel - som var der hvor toget faktisk kørte.
Den nærmeste by fra mit hjem, er havnebyen Spodsbjerg. Herfra er der færgeforbindelse til Lolland. Og så er der også et kæmpe sommerhusområde. Om foråret kommer der mest tyske lystfiskere, mens det i sommeren er ferieglade familier. Og når festivalen indtræffer i juli, er det noget hele Midtlangeland mærker.
Så øens placering som turistmål har altid være mig meget bevidst, men der er så meget mere at opleve end fiskeri og festival.
Den langelandske natur
Med sin 52km længde, giver Langeland rig mulighed for at komme ud til vandet og en tur på stranden. Men øen har også flere af de såkaldte hatbakker, som er meget karakteristiske. Hatbakkerne er små helt runde bakker, som der eksisterer over 1000 af på øen og Langeland er det bedste sted i Danmark at se netop sådan nogle. Og selvom de ikke er særligt høje, så er de også rigtig gode kælkebakker, kan jeg sige af erfaring.
"Danmarks længste kunstudstilling"
Langeland har mange kunstbutikker, lokale kunstnere og ikke mindst de 12 kunsttårne.
De langelandske kunsttårne er et projekt i samarbejde mellem Langeland Elforsyning og De Langelandske Kunstnere. Projektet har kørt siden 2003, og omfatter 12 gamle transformatortårne, fordelt ud over øens 50 km længde. Hvert tårn er udstyret med et kunstværk, lavet af en af Langelands egne kunstnere. Tårnene er åbne hele året, og det er en unik måde at opleve samspillet mellem kunst og natur. Hvert år kommer der ny kunst i fire af tårnene, så der hvert år er noget nyt at se. Jeg har selv ofte taget et stop ved det, der ligger på Pederstrupvej, som er det nærmeste til hvor jeg voksede op.
Bølle-jagt
En gammel talemåde siger at: "Langeland har femten møller, femten bøller og femten kirkesogne." Det er dog ikke længere helt korrekt. Mange af sognene er lagt sammen og kun tre af møllerne eksisterer endnu. Men de femten byer, hvis navn ender i "bølle", er der endnu. Bare rolig, langelænderne er fredelige folk, for bølle betyder bolig, og hvis man kører fra den ene til den anden ende af øen, kan man jo se hvor mange man støder på. Måske er Tullebølle det sjoveste bøllenavn?
H. C. Ørsteds sommerfugle
Langelands hovedstad, Rudkøbing, ligger midt på øen, og er den første by, man kommer til, når man kommer over broen fra Fynssiden. Byen er en gammel købstad, men er nok mest kendt for at være fødested for H. C. Ørsted. Ligesom Odense er præget af H. C. Andersen, har Ørsted også sat sit præg på Langeland - ikke mindst Rudkøbing. Udover Ørstedskolen, der er en af landets største folkeskoler, har Rudkøbing også Ørsted Parken med tilhørende Ørsteds Pavillon (lokalt omtalt som ØP), hvor der bliver holdt alt fra banko til koncerter.
I Parken finder man også en statue af A. S. Ørsted, der var Danmarks statsminister fra 1853-54, og lillebror til H. C. Ørsted. Som en lille sjov ekstra detalje, kan det nævnes, at han blev gift med Sophie Oehlenschläger, lillesøster til Adam Oehlenschläger. Det kom i stand, fordi de to Ørstedbrødre havde sørget for Adams uddannelse, og de to familier derfor i forvejen stod hinanden nær.
På Gaasetorvet mellem Rådhuspladsen og havnen står statuen af H. C. Ørsted. Lige ovre på anden side af vejen ligger det gamle Rudkøbing Apotek, som Ørsteds far ejede. Bygningen ved siden af, er prydet med en platte, der vidner om, at dette er barndomshjemmet for de to Ørstedbrødre.
Går man en tur i Rudkøbing, vil man hurtigt lægge mærke til, at mange af husene er prydet med store sommerfugle. De spænder vidt både i størrelse og farve, men fælles er, at de vidner om Rudkøbings bysbarn H. C. Ørsted. Dette skyldes at Ørsted var en fornyer af det danske sprog og en af de første danskere til at bruge ordet "sommerfugl". Det var også ham, der skabte ord som "ilt" og "brint". Derfor er sommerfuglen nu blevet et vartegn for byen. Selve sommerfuglene bliver lavet på byens jobcenter, og kan bestilles af øens borgere.
Medicinhaverne i Tranekær
Kører man nord for Rudkøbing, kommer man til Tranekær. Her ligger Tranekær Slot, et smukt rødt slot, hvor greverne af Ahlefeldt har været bosiddende siden 1659. Lige ved siden af slottet ligger Medicinhaverne. Et dejligt område, hvor man kan komme ind og lære noget om, hvilke planter og urter der igennem tidens løb er blevet brugt til alskens helbredelsesprocesser - med større eller mindre succes. Det er også muligt at se nogle af de 15 arter af æbletræer, der er fremavlet på øen.
Nær salten østerstrand…
Ikke langt fra Tranekær ligger Stengade, hvor man kan se en af Danmarks bedst bevarede tobakslader. Under krigen var det jo ikke muligt at købe Virginia-tobak, så på Langeland tog man handsken op og forsynede rygerne med det nødvendigste. Laden findes endnu og er et fint stop, hvor man kan blive klogere på dansk tobakshistorie ved at se laden og læse plancherne, og der er også ofte mulighed for, at man selv kan købe tobaksfrø.
Kører man et stykke videre sydpå, kommer man til Stengade Skov, hvor "Oehlenschlägers bøg" står. En stor gammel bøg, der er over 200 år gammel, og som står helt nede ved stranden. Det siges, at det var her, at Adam Oehlenschläger mellem 1819-20 skrev teksten til vores nationalsang Der er et yndigt land, og at netop dette træ skulle være den brede bøg, som står nær salten østerstrand. Bøgen er da også stor og bred - og den fungerer godt som klatretræ.
Det sydlige Langeland
Kører man mod syd fra Rudkøbing, så ender man før eller senere nede i Bagenkop. Tilbage i 2011 blev byen kåret som Årets Landsby - og det forstås. Det er en hyggelig havneby, hvor det lokale fællesskab er i højsædet. Dette kan særligt ses ved den årlige havnefest, der løber af stablen i juli.
Bagenkop er stadig havneby med stort H. Selve havnen er hyggelig at gå på, og se de røde huse, samt når fiskerkutterne kommer ind. Det er også i Bagenkop Havn, at Rasmus Klumps skib MARY ligger, som børnene kan hoppe om bord på, hvis de har lyst. Desuden er der mulighed for at besøge Fiskeriets Hus, og blive klogere på fiskeriets historie.
Går det hele lidt for meget i fisk, er der også muligheder for at se de vilde heste ved Gulstav og gå en tur ved Dovns Klint, hvor udsigten er fantastisk på en klar dag. Man kan besøge Koldkrigsmuseet i Tryggelev eller besøge Kong Humbles Grav. Det findes alt sammen på turen mellem Rudkøbing og Bagenkop. Også Ristinge Hale er en omvej værd.
"Jeg tager broen"
Selvom jeg ikke længere bor på Langeland, så kommer jeg der tit. Jeg har familie og venner der, og øen er stedet, hvor mange af mine minder stammer fra. Det er barndomsminder om risengrød på Langelands Museum og Rudkøbing jule by-night med familien, og ture til havnefester som teenager med vennerne.
Derfor mener jeg også, at Langeland er et besøg værd, for folk der ikke har været der før.
Da jeg boede på Langeland, og var til arrangementer udenøs med folk, der ikke vidste meget om Det Sydfynske Øhav, fik jeg nogle gange spørgsmålet: "Skal du ikke gå tidligt, så du kan nå den sidste færge?" Til det svarede jeg gerne: "Nej, det er okay, jeg tager broen."
Og hvis du har muligheden, vil jeg opfordre til, at du gør det samme, og ser noget af alt det, som Langeland har at byde på.
Vi siger med glæde oplev Langeland med Guideservice Danmark og vores guideservice Fyn.
Fotos
Spodsbjerg Havn. Foto: Daniel Villadsen. Licens: VisitDenmark
Aftenstemning på Spodsbjerg Havn med Spodsbjerg-Tårs færgen. Foto: Maria
Kunsttårnet på Pederstrupvej. Foto: Maria
Rudkøbing. Foto: Maria
Medicinhaverne i Tranekær. Foto: Maria