Er du på Frederiksberg og savner et afbræk fra byens jag i skønne, rolige omgivelser, så tag i Haveselskabets have. Den ligger ved siden af sin mere kendte nabo - Frederiksberg Have. Adskilt fra Pile Allé af en høj takshæk, finder man her en grøn og rolig perle midt i byen.

Indtil for 30 år siden var der kun adgang for haveselskabets medlemmer. I dag kan alle besøge haven, fra solopgang til solnedgang. Her kan du sidde og bare være til stede i havens to pavilloner, gå opdagelse gennem havens rum eller hilse på påfuglene, der spankulerer rundt på gangene, sidder på en mur eller viser deres imponerende halefjer frem. Her får du en lille bid af havens kulturhistorie og karakter. Jeg håber det kan tjene som en appetitvækker, fordi det nu engang er den største oplevelse af besøge den selv.

Haveselskabet

Haveselskabet blev til på en tid, hvor Københavns borgerskab mødtes i alverdens selskaber og foreninger. I 1830 gik oberst og kommandant Frederik Julius d’Origny og otte andre plante-entusiaster sammen om at danne Selskabet til Blomsterculturens fremme. Det er til dags dato verdens næstældste Haveselskab, kun overgået af det britiske fra 1804. Forud for dette havde ekspeditioner og kolonihandel introduceret fremmede og eksotiske planter til slots- og herregårdshaver i Europa. Planter blev et modefænomen og der kom nye sorter til gennem krydsning og forædling.

I løbet af selskabets først årti steg medlemstallet betydeligt og selvom interessen for blomster i forvejen var til stede, blev den stimuleret af selskabets virke. Selskabet tog blandt andet initiativ til trykning af plantekataloger og i 1832 stod det for åbningen af Danmarks første blomsterudstilling i Botanisk Have. Efter krigen i 1864 var mantra'et "Hvad udad tabes, skal indad vindes". Folkeoplysningen havde gode kår på denne tid. Havedyrkningen spredte sig til hele Danmark og Haveselskabet stod, med støtte fra staten, for at uddele frugttræer til folk fra små kår.

Selskabet har gennem årene haft forskellige navne og fik ved sit 50-års jubilæum sit nuværende navn Det Kongelige Danske Haveselskab, i daglig tale Haveselskabet. Nu handlede det ikke længere kun om blomster og potteplanter, men også om finere køkkenurter og frugter.

Med årene har flere danskere fået deres egne haver og man behøver bare at tænde for fjernsynet, for at se at haveprogrammer stadig er noget, der hitter. I 00’erne skete der en sammenlægning af Danmarks fire haveselskaber, herunder Det Kgl. Danske Haveselskab. Nu hedder det ret og slet Haveselskabet og har lokalforeninger rundt omkring i landet.

Haveselskabet er i dag en forening med omkring 30.000 medlemmer. Det er et medlemskab, der blandt andet giver mulighed for at stille spørgsmål til Havens rådgivning. Man kan også blive skrevet op til en af de 82 kolonihaver, som haveselskabet råder over. Medlemmerne skal dog væbne sig med tålmodighed -der er omkring 15 års ventetid.

Haven

Som en naturlig udvikling af selskabet opstod ønsket om selv at kunne dyrke planter og have et fast sted til at promenere og udveksle erfaringer. Der var en vilje til at finde frem til de bedste sorter til Danmarks klima og udbrede det til resten af landet. Efter at have haft til huse ved Sortedams-dosseringen flyttede haven til Frederiksberg Allé ved Skt. Thomas Plads. Man kan stadig finde Haveselskabets vej på krak-kortet! I 1882 fik haven sin nuværende beliggenhed på en grund, der havde fungeret som driveri-, frugt- og køkkenhave for den tidligere kongelige sommerresidens, Frederiksberg Slot. Den blev designet af landskabsarkitekt H.A. Flindt, der også var selskabets næstformand og blev i 1922 udvidet til de 20.500 m2 den er i dag.

På vejen gennem haven kommer man igennem haverum af forskellig størrelse og udtryk. Der er noget nyt at opdage for hvert skridt på havens grusstier og græsplæner, hvad enten det er plantevalget, de gamle, sjældne træer og buske eller en af havens statuer. Haven er blevet renoveret af flere omgange og fremstår i dag som en smuk blanding af fortidens og nutidens havedesign. Havens oprindelige grundplan var i den romantiske havestil med slyngede stier og landskabelige elementer. Sidenhen har flere forskellige landskabsarkitekter været inde over. I takt med at moden skifter, bliver haven i 1900-tallet gennemskåret af en lige akse gennem hele haven, med flere firkantede rum til hver side.

Brøndsalen

Når man træder under det buede hvide indgangsskilt, får man hurtigt øje på havens mest genkendelige bygning på den anden side af den store plæne. Brøndsalen med sin smukke gule farve og sit store vinduesparti blev opført i 1885 og tegnet af P.C. Bønecke, som også tegnede palmehuset i Botanisk Have.

Navnet kommer sig af dens tidligere anvendelse som helsested. Alle ordentlige københavnere med respekt for deres helbred, besøgte dengang salen om morgenen for at drikke særligt sundt kildevand fra Maglekilden i Roskilde og siden motionere via en spadseretur gennem haven. Den unikke bygning blev fredet i 1978. Brøndvand serveres der ikke mere. Til gengæld danner den ramme for udstillinger og man har som privatperson mulighed for at leje bygningen til f.eks. bryllupper.

Kavalerfløjen

Står man samme sted og ser i stedet mod højen, er det Kavalerfløjen ens øjne hviler på. Denne bygning var tidligere en del af Prinsens Gård, bygget af Dronning Sophie Amalie omkring 1670 og dermed den ældste del af Frederiksberg slot.

Her har Michelin-restauranten Mielcke og Hurtigkarl i dag til huse. Restauranten er kendt for deres innovative brug af eksotiske ingredienser. Da havens nuværende pavilloner skulle indvies, stod de for anretningen. Alle bygninger og mure i haven er holdt i den samme varme gule farve - et vidnesbyrd om områdets fortid som køkkenhave for Frederiksberg Slot. Det er med til at skabe en god sammenhængskraft i haven og skaber en flot kontrast til alt det grønne.

Sansehave

Da selskabet fyldte 150 år i 1980 blev en række jubilæumshaver anlagt - af dem er nu kun De Blindes Have tilbage. Bedene blev hævet til en højde, der gør det nemmere for blinde at sanse planterne og rummet gennem føle- og duftsansen. Den har siden da kun ændret sig meget lidt og omtales i dag som Urtehaven. Her vokser der planter som salvie, lavendel og radiser.

Selvom haven efterhånden er en gammel dame, står hun ikke stille. I dag er hun en blanding af gamle havearealer og nye havedesign. Det giver rigtig god mening, da haven dengang som nu blandt andet skal tjene som inspiration til havens gæster.

Den gamle rosenhave

I midten af haven tæt ved Pile Allé finder man havens ældste haverum. Her er bedene med de historiske roser. Omkranset af de originale buksbomhække fra 1882 danner bedene stadig det samme mønster som ved havens anlæggelse. Roserne er dog blevet udskiftet flere gange. Med en smuk midterakse af Blåregn er det tilstødende haverum også dedikeret til roser, dog de mere moderne af slagsen. Det viser sig også i designet, der er udlagt til små firkantede bede frem for et mere svunget mønster.

Søen med havens ene pavillon

Et af mine personlige yndlingssteder i haven er området omkring søen, der har et lidt mere vildt og idyllisk udseende. Man kan sidde i den ene af havens pavilioner og se solen spejle sig i vandoverfladen og tænke sin tanker. Man kan følge stien rundt til den lille kampestenskløft og på vejen kan man beundre den eksotiske sumpcypress og dens karakteristiske ånderødder (udvikles kun når træet vokser i fugtige omgivelser).

Går man videre ad stien, forbi en imponerende stor vandgran og et gammelt tempeltræ, så når man op til højen. Her kan man sidde på en bænk og høre vandets rislen fra det lille springvand. Eller nyde udsigten mod rådhustårnet på den ene side og staudehaven, der er skabt af landskabsarkitekt og tidligere formand Jane Schul på den anden. Her kan man omkranset af træer tydeligt fornemme havens gennemgående, lige akse.

Staudehaven

I staudehaven er der primært valgt tørketålende stauder i udvalgte farvenuancer og bladformer. Her finder man juleroser, storkenæb, kugletidsel og mange andre, sammensat på en måde så stauderne komplimenterer hinanden på form og blomstringstidspunkt. Hvor kæmpestenbræk netop er ved at afblomstre, er blandt andre russisk salvie på vej og står i fuldt blålilla flor hen over sommeren.

Der er meget mere at fortælle om havens herligheder og dejlige fredfyldte stemning. Jeg kunne fortælle om den nyere græshave, den frodige vandhave med rislende vand trædesten og smalle kanaler. For ikke at tale om den japansk-inspirerede Stenhave, Grushaven og Paradehus-haven, hvor der vokser en blåbælg, der også kaldes "Død mands finger" i daglig tale.

Spejlbassinet

Aksen gennem staudehaven ender ved det gamle spejlbassin omkranset af primært gule Azalea’er og en kvindeskulptur af Henrik Starcke i den ene ende. I denne fjerne ende af haven finder man også en lille hyggelig lund af birketræer. Et par sekunder giver den en illusion af at gå på en skovsti, fremfor en havesti.

Der er meget at opdage

Der er masser at opdage og uanset hvilken årstid du vælger, vil du få noget ud af dit besøg. I maj har kirsebærtræet stået i fuldt flor og her på tærsklen til juni blomstrer azalea’erne. Det smukke blåviolette kejsertræ i vandhaven har foldet sine blåviolette blomsterklaser ud. Efteråret kommer med bærrene og de smukke høstfarver, mens til vinteren vil bassinerne fryse til is og sneen lægge sig smukt på statuer, træer og planter.

Skulle du være interesseret i en guidet tur igennem haven eller noget andet, så er jeg klar.

Vi siger med glæde oplev Haveselskabets have med Guideservice Danmark og vores haveguide Jette.

Fotos
Brøndsalen med indgangsporten i forgrunden. Foto: Jette.
Urtehaven. Foto: Jette
Rosenhaven. Foto: Jette
Søen med havens ene pavillon til højre. Foto: Jette
Sumpcypressen og den ånderødder. Foto: Jette
Staudehaven. Foto: Jette
Spejlbassinet. Foto: Jette