Lad os gå på opdagelse i den danske natur
Jeg har altid haft verdensmandsbrillerne på og tænkt, at Danmark var for småt og kedeligt for mig. Jeg ville ud at opleve den rigtige, vilde, utæmmede natur! Efter godt og vel 5 år udenlands, har jeg vendt næsen hjem igen til det danske land. Men hvad så nu?
Min baggrund ligger i friluftslivet og naturen, mere bestemt bjergene. Så det har været oplagt for mig at udforske den danske natur. Men hvad i alverden er det, når vi ikke har nogle bjerge?
Derfor har jeg brugt min tid på at undersøge, hvad den danske natur har at byde på.
En gigantisk kystlinje
Engang læste jeg mig til, at man i Danmark aldrig er mere end 60 km væk fra havet. Det er der ikke mange steder i verden, man kan prale med, skulle jeg hilse at sige. Mange ved, at Danmark jo er noget af en søfartsnation. Det giver jo god mening, når havet er så tæt på. Det betyder selvsagt også, at der er mange fantastiske historier, som er koblet op på havet. En af mine yndlingshistorier er fra den første Karl Gustav-Krig, hvor Svenskerne i 1658 gik fra Jylland til Fyn over det tilfrosne Lillebælt.
Uanset hvor ved kysten vi kigger, vil der altid være en historie fra tidligere dage. Det skaber lidt perspektiv til, når vi selv er ude og opleve. Personligt er jeg glad for at padle havkajak og finder derfor også havets dyreliv utroligt spændende. For mig er det vigtigt at føle en tilknytning til det sted, jeg opholder mig. Selv tror jeg, mit næste projekt skal være at udforske nogle af alle de mange små øer, som er rundt i Danmark. Har du dit eget projekt? Ellers er du mere end velkommen til at tage med mig på tur i det danske land.
Fra jord til bord
Langt de fleste mennesker elsker at bruge deres sanser. Jo flere des bedre og dette giver naturen det ultimative rum til. Lugten af græs på en sommermorgen efter regnen. Synet af de komplekse trækroner. Lyden af fuglene som synger. Og selvfølgelig smagssansen! Det selv at have fanget eller sanket noget af sin mad ude i naturen, gør for mig, at den gode smag bliver mange gange mere intens. Har du nogensinde brugt en hel dag langs kysten og sluttet den af med at stege din hjemmefangede fisk over bålet? Måske har du lavet din egen svampesovs, fra svampe du har fundet i skoven? Eller måske har du syltet din egen blæretang?
Mulighederne er mange, og det er mit indtryk, at denne side af friluftslivet bliver mere og mere populær. Det er en måde, vi kan sænke tempoet for vores krop og sind på og bare være og nyde. Hvis fisken bliver lidt brændt, så er det også fint nok, fordi det er helhedsoplevelsen, som giver den gode smag.
De frodige skove
Vi kan vist ikke undgå de danske bøgeskove, når vi snakker om den danske natur. Bøgeskoven er så stor en del af det danske land, at træet ligefrem er nævnt i vores nationalsang. Uanset hvor i Danmark man bevæger sig hen, vil der altid være en lille skov i nærheden. For mig er det sjovt at gå og øve mig i træsorter og planteriget. For andre vil det måske være at kigge efter fugle.
Det kan gøre, at et område aldrig bliver kedeligt at bevæge sig i, fordi der altid er noget nyt, det kan byde på, alt efter hvilke briller man har på den dag. Vi har jo 4 meget forskellige årstider i Danmark og skoven ser vidt forskellig ud, alt efter hvornår vi tager på tur. I foråret kommer forårsblomsterne frem, træerne begynder så småt at få knopper og bladene begynder at springe ud. Om sommeren står det hele frodigt og fint. Man kan gå rundt i den dejlige skygge af de store trækroner på en varm sommerdag. Måske finde en bæk eller kilde med noget forfriskende vand.
Om efteråret får vi et spektakulært farvespil, som når bladene bliver orange og brune, enhver kunstmalers drøm. Og til sidst har vi selvfølgelig vinteren, hvor træerne står nøgne og eksponeret på en kold dag. Medmindre man har fundet en nåleskov, selvfølgelig. Vi har jo også andet end bare bøgeskove. Så hvis man har et barn, som gerne vil se en rigtig tissemyretue, så er det nok den mørke nåleskov, man burde opsøge.
Et spændende dyreliv
Hvis du skal tænke på det danske dyreliv, hvad tænker du så? Tænker du på fiskene i havene, dyrene i skovbunden eller måske på de ænder, som er ved din lokale sø?
Alt efter hvor man er i Danmark, vil der være forskellige dyr at finde – og lige så mange gemte. Jeg er selv for nylig flyttet til Fyn, og har opdaget et meget sjældent dyr som kun findes i to åløb i Danmark. Nemlig malermuslingen. Uden at sige for meget, så kan jeg garantere, at der er hundredvis af mennesker, som går langs et af disse åløb hver eneste dag, uden at vide, at der faktisk findes en fredet og sjælden musling i vandet. Sådan nogle ting kan jeg godt lide at nørde med.
Kommer man fra det jyske, vil man måske i stedet tænke på de mange trækfugle som kommer forbi hvert år. Mange har måske hørt om sort sol, hvor hundredtusindvis af stære samles, idet de skal ned til jorden for natten. Men en ting er at have hørt om det, noget andet er at have set det med sine egne øjne! Dyr er spændende og gør en masse mærkelige ting, som først giver mening, når man begynder at reflektere lidt over, hvorfor de gør det.
Kom med på tur!
Min pointe her er, at der er en masse spændende dyr og ting derude. Og der er en masse interessante tilhørende historier, som ville være en skam at gå glip af. Jeg kan godt ærgre mig over, hvor mange danskere, som aldrig har været på opdagelse i deres egen baghave. Det er ingen hemmelighed, at jeg har været én af dem.
Men nu har jeg fået blod på tanden, og jeg vil med glæde dele min oplevelser og begejstring med nogle af jer derude. Der vil være mange gode forslag til ture at finde forskellige steder. Nogle ture har jeg allerede planlagt og er klar til at tage en gruppe med på. Desuden har jeg masser af erfaring og jeg er altid klar på at give mig i kamp med nogle nye udfordringer, hvis I har en løs idé om noget, I gerne vil opleve ude i den danske natur sammen med en fortælleglad guide: mig.
Vi siger med glæde oplev naturen med Guideservice Danmark og Magnus, en af vores naturguider.
Fotos
Tyrstrup Sø. Foto: Magnus
Kysten ved Storebælt. Foto: Magnus
Aftenstemning ved Isefjorden. Foto: Magnus
Et tæt knippe Krumskællet Skælhat fundet i Dyrehaven. Foto: Magnus
En flok hjorte, som holder øje. Foto: Magnus