Vil man forstå Danmark, så kan man næsten ikke overvurdere havets betydning. København har aldrig kunnet matche de store metropoler som Rom, Paris eller London. Det er dog ikke byerne, men vikingernes langbåde, der sikrer, at Danmark for alvor dukker op i verdenshistorien. Vil man forstå, hvad der gennem århundreder har formet den danske identitet, så er det et godt sted at begynde, hvis man kigger på livet på nogle af de små og mindre øer, hvor sejlads ikke kun var en del af økonomien men livsnødvendig for overlevelsen.

Vi starter med en sang

Jeg i mine Drømme ser den grønne Lund / med de lyse Bøgetræer. 

I det lille Rige ved det blanke Sund / bor min Hjertenskær.

Sådan lyder titelsangen til en klassisk dansk film, Barken Margrethe af Danmark, helt tilbage fra dengang Poul Reichard var en meget ung mand. De havde været ude i et år og nu nærmede de sig Helsingør. Ikke så sært, at de følte trang til at bryde ud i sang.

At sejle er at overleve

Beliggenheden mellem Østersøen og Nordsøen, og de mange små og større øer tvang Danmark til at orientere sig mod havet. Det kan ganske enkelt ikke være anderledes.

Det er ikke noget tilfælde, at Selandia ved søsætningen i 1911 var det største, mest moderne oceangående dieselskib i verden. Det er ikke noget tilfælde, at København er hjemsted for Maersk, der er et af verdens største rederier. Måske er flertallet af søfolkene på de mere end 600 skibe ikke længere danske, men det ændrer ikke ved det grundlæggende: kendskabet til havet og til sejlads var en nødvendighed og nærmest et spørgsmål om overlevelse. Det gjorde det muligt at leve på små øer, som ikke kunne sikre en anstændig overlevelse uden den indkomst, som kom med fiskeri, sejlads og handel. Københavns havn var engang et stort kraftcentrum. Ikke længere.

Hvalfangere på Vestkysten

Ikke alle øer har haft held til at omstille sig til den moderne verden. Egentlig er det forkert at sige sådan, for det handler mere om, at verden har forandret sig. De kilder til velstand, der var engang, findes ikke længere. Øerne i Vadehavet er et eksempel. På Rømø findes sporene efter hvalfangerne endnu. Tradition og historie.

Kommandørerne og det de efterlod sig...

Kommandørstenene på Sct. Clemens Kirkes kirkegård er et minde om de mange skibsførere, der i det 17. til det 19. århundrede tilbragte de bedste år af deres liv med at sejle på det iskolde hav over mod Grønland, Spitzbergen og Jan Mayen og bringe den værdifulde hvaltran med hjem. Med de penge, de bragte hjem, blev der opført mange gode, solide hjem, de såkaldte kommandørgårde.

Kirken på Rømø har ikke fået sit navn tilfældigt - Clemens er skytshelgen for sømænd. Og når søfolkene havde været ud i op til et år, er det ikke så sært, at de har længtes hjem til et grønt og frodigt Danmark. Det med bøgetræerne hører imidlertid ikke hjemme på Rømø - klimaet er alt for barskt og jorden alt for mager. 

Julegudstjenesten i Sct. Clemens Kirke på Rømø har i mange været holdt den 23. december, da der for kirkegængerne fra både Nord- og Sydrømø er ca. syv kilometer til kirken. At gå ad de sandede hjulspor tog så lang tid, at det kneb med at nå hjem og lave julemaden. Så omkring år 1700 besluttede det daværende menighedsråd, at julegudstjenesten skulle holdes lillejuleaften.

Rømøs barske natur

Rømø er ikke en "rigtig" ø, der siden istiden stædigt strækker sig op af vandet og nægter at lade sig opsluge. Øen er opstået ved, at havet gennem årtusinder har aflejret sand og silt. Efterhånden har planter fået fodfæste og har hindret vinden i at blæse det hele væk igen. Der aflejres stadig sand og silt og Rømø vokser for så vidt stadig i dag, også selv om vi nu hører om, at havene stiger. Frugtbar jord og moræne vil man imidlertid lede forgæves efter.

Øens højeste punkt er en sammenblæst klit ved navn Høstbjerg, som hæver sig 19 meter over havet. Sandet er rigeligt til stede overalt. Fåreavl og fiskeri er ikke noget, man bliver rig af i det 21. århundrede. Måske er det derfor, der kun er 5-600 fastboende på Rømø, men mange flere i turistsæsonen. Så forvandles Rømø fra græsning og vildmark til øen med en af Nordeuropas bedste badestrande.

Bornholm - Danmarks klippeø

Vil man se bøgetræer og blanke sunde, så må man bevæge sig om på østsiden af Jylland, ud i Østersøen, Kattegat eller Lillebælt. Her er øerne nemlig rigtige øer. Og i den modsatte ende af Danmark, længst inde i Østersøen, nærmest over imod Sverige, ligger den eneste klippeø i kongeriget, Bornholm.

Bornholm indtager også en særstilling på andre måder. Det er den østligste ø. Klippeø. Og et sted hvor den internationale badeturisme allerede var en solid realitet fra 1880 og frem. Rigtige bornholmere taler en dialekt, som mange andre danskere har alvorlige problemer med at forstå. Så smiler bornholmerne overbærende og taler, så vi andre kan forstå det. De er jo ikke ligefrem uvenlige. Bornholm er bestemt værd at gå på opdagelse på. Samtidig er Bornholm måske den mest danske af alle øer? Det fortjener en overvejelse. 

Historien om de loyale undersåtter

Det hænger sådan sammen: Efter et katastrofalt nederlag på slagmarken måtte den danske konge Frederik d. III i 1658 afstå Bornholm til Sverige. Bornholmerne var ikke indforstået, de skød den øverstbefalende, overmandede besættelsestropperne og sendte en delegation til København for at forklare kongen, at man nu meldte sig under den danske fane igen. Måske er der enkelte detaljer, der mangler i denne fremstilling, men grundlæggende er den korrekt. 

Til minde om begivenheden er den danske færge, som sejler mellem Sjælland og Bornholm, opkaldt efter Jens Kofoed. Men frihedstrangen og identiteten på Bornholm er meget ældre. Der er en overlevering om, at øen havde sit eget flag allerede i 1120. Det lignede det danske med den forskel, at korset var grønt i stedet for hvidt. Den tradition har nogle mennesker på Bornholm grebet og der er søgt om eget flag, men ingen selvstændighed, intet flag.

Ærø med den stærke maritime tradition

En af de mere interessante små øer i Danmark er Ærø. Øen ligger i den vestlige Østersø og den er uden forbindelse til fastlandet. Der er næsten 1 times færgesejlads til Als eller Fyn. De er begge øer og herfra må man altså over vandet endnu en gang, før man når fastlandet. Med sine 30 km. længde og ca. 90 km2 areal er der ikke grundlag for større byer på Ærø. Den næststørste by og samtidig også den mest interessante er Ærøskøbing.

Med under 1000 indbyggere er Ærøskøbing ikke større end mange landsbyer, men byen har en lang historie og en fortryllende atmosfære og mange bevarede smukke huse fra 17. århundrede og fremefter. Det er værd at besøge. Få steder i Danmark er der bevaret et så ægte bymiljø, fra tiden fra dengang sejlads skete med sejlskibe og søfolkenes koner, kvinderne, brugte porcelænshunde i vinduerne til at signalere, om manden var på ude på havet eller hjemme på Ærø. Kiggede hundene ud, var manden ude, vendte de ryggen til gaden, så var han hjemme. De var et tydeligt tegn på de savn og bekymringer og den længsel, der er en uundgåelig del af sømandskonernes liv.

Porcelænshunde, sømænd og deres koner

På Ærø var søfartstraditionen så stærk, at man har lagt vægt på at bevare traditionen på øen og give folk mulighed for at lære håndværket her. Marstal er den største by på Ærø med godt 2000 indbyggere, og her ligger Navigationsskolen, hvor man kan blive uddannet til kystskipper eller skibsfører.

Vil man besøge Ærø til fods, er det smart at tage færgen fra Svendborg og tilbage. Hvis man har tid nok, er det muligt at besøge Marstal eller Søby også - busserne på Ærø er gratis. Indtil midten af 1700-tallet var Ærø et lille hertugdømme, hvor hertugen residerede i Søby. Der var aldrig megen pragt her, og i dag er der ikke for alvor noget tilbage.

Vi siger med glæde oplev de danske øer med Guideservice Danmark og vores guideservice i hele Danmark.

Fotos
Strandbyen Havn. Foto: Erik Christensen. Licens: CC-BY-SA-3.0
Rømø Kirke. Foto: Malene. Licens: CC-BY-SA-3.0
Rømø Strand. Foto: Bente Jønsson. Licens: Pixabay
Opalsøen på Bornholm. Foto: Stefan Asp. Licens: VisitDenmark
Ærøskøbing. Foto: Niklas Jessen. Licens: VisitDenmark