Hvor finder du Old School København
København er i kraftig vækst og udvikling, men samtidig findes sporene af Old School København stadig overalt, inde blandt alt det nye. Kontrasten er interessant og få steder står den så skarpt, som på Nørrebros runddel.
På den ene side Assistens Kirkegård, hvor stilheden hersker og hvor store dele af cremen af det bedre borgerskab gennem 150 år er blevet begravet. Meget mere old school kan det næsten ikke blive. Vi finder sværvægtere fra danmarkshistorien her, fra H. C. Andersen til Dan Turell og fra Christen Købcke og C. W. Eckersberg til Master Fatman. Alt det i en rolig velplejet park, der indbyder til stille eftertanke.
På den anden side af muren ligger så det sprælske Nørrebro, hvor nationer og kulturer mødes i en dynamisk og måske lidt kaotisk smeltedigel. Byfornyelsen har sørget for flere grønne rum på Nørrebro - og også for mindre trafik. Nørrebro er simpelthen det mest hippe kvarter i byen i dag. Og frem myldrede de: restauranter, cafeer, sushibarer. Stemningen er international, ligesom beboersammensætningen i bydelen. Den klassiske old school bodega er ikke uddød - men her har den mistet sin førerposition.
Masser af kontraster
Kontrasten, eller sammenstødet, mellem Old School og Hypermoderne kan man opleve mange steder. Inderhavnsbroen er et godt eksempel. Den forbinder Old School Nyhavn med Nordatlantens Brygge og åbner vejen til Christianshavn for cyklister. På vej over vandet kan man fra sin cykel på den ene side se skuespilhusets nye arkitektur i glas og stål og på den anden side, en kilometer længere inde i havnen, ligger Den Sorte Diamant. Denne udvidelse af det kongelige bibliotek er i sig selv et eksempel på mødet mellem nyt og gammelt.
Apropos bodega. De findes jo endnu, og Rosengårdens Bodega har ligget der i over 125 år, og det er så længe, at den pr. definition er old school. Det hjælper også på stedets image, at interiøret ikke har fået en designer-styret ansigtsløftning i årtier og den autentiske old school stemning er helt intakt. Fornyelsen består i, at man ikke længere må ryge indendørs og det er jo noget, politikerne har bestemt. I stedet for at ryge sin Cecil oppe ved baren kan man stå eller sidde ved cafeborde ude foran - indendørs er alt ellers ved det gamle. Og så er jeg glad for at kunne fortælle, at bodegaen er til stede på Facebook sammen med alle de andre old school FB-brugere. Det gør det lettere at finde hinanden. Skål!
Gammeldaws øl og mormormad
Apropos øl. Det hæderkronede old school bryggeri Carlsberg arbejder ikke helt så meget for fædrelandet ude i Valby, som det har gjort. Måske brygger man stadig elefantøl, men ikke længere her. Området er blevet udlagt til boligbyggeri og forvandler sig til en attraktiv ny bydel med mere end 3000 nye boliger. Elefanterne står der endnu, men bag dem er der for længst gang i salget.
Øl, cykler og kirkegård. Hvad mangler der i en beskrivelse af old school København og sammenstødet mellem det gamle og det nye? Det må være noget med mad. Og her er der en indlysende old school kandidat: Ida Davidsen. I 48 år har restauranten ligget i Store Kongensgade og har budt på det ypperste i universet, når det gælder smørrebrød. I coronatiden har man valgt at lukke butikken og vil flytte til en ny adresse. Endnu er det desværre ikke kendt, hvad den nye adresse bliver.
Smørrebrød - ægte dansk
Ude i den store verden kalder de det danske smørrebrød for open sandwich. Men navnet er misvisende. Ingen ved deres fornufts fulde brug ville kalde to skiver rugbrød med pålæg og salater imellem for en sandwich. I Danmark har vi navneretten, og udlandet må rette ind efter det, ikke sandt? Sådan noget makværk ville skulle hedde en klapsammen, og en åben klapsammen giver ingen mening. Altså: smørrebrød. Old School. Velbekomme!
Ida Davidsens restaurant og old school produktet smørrebrød er blevet så internationalt anerkendt, at restauranten er blevet taget med i en engelsk bog med titlen "1000 steder du skal besøge før du dør" og dermed er vi tilbage ved døden. Vi startede turen på Assistens Kirkegård og cirklen er sluttet.
Old School København, mine Damer og Herrer!
Wir freuen uns, sagen zu können: Entdecken Kopenhagen mit Guideservice Dänemark und unserem Guide-Service Kopenhagen..
Fotos
Nyhavn. Foto: Kim Wyon. Licens: VisitDenmark
Assistens Kirkegård. Foto: Orf3us. Licens: CC BY 3.0
VM Husene, Ørestaden. Foto: Naotake Murayama. Lisens: CC BY 2.0
Elefantporten, Carlsberg. Foto: Troels Dejgaard Hansen. Licens: CC BY-SA 2.0
Smørrebrød. Foto: Niillerdk. Licens: CC BY 3.0