Kaptajn Nielsen var en national patriot, som risikerede livet, blev såret i krig og blødte for sin overbevisning. Dette handler lidt om ham og meget mere om små seværdigheder og de store historier de nogle gange gemmer på.

Dette er en ydmyg fortælling om en meget lille seværdighed i det danske ferieland. Den kan ligge på ladet af en mindre lastbil. Mindesmærket er ca. 4 meter højt og omkring 1½ meter bredt og står på en lille græsplæne, langt ude på landet, midt på Fyn. I dag er det et sted, hvor der sjældent kommer andre end de lokale beboere. Dette er en historie med en morale. Nu er det sagt, og hvis du læser videre, så nytter det ikke at komme og beklage sig bagefter!

Den evige ild i Trunderup

Med mindre man er født eller har familie der, så er man lovligt undskyldt, hvis man aldrig har hørt om Trunderup. Og her, på Gamle Nyborgvej i Trunderup lidt øst for Kværndrup (som de fleste uden for Fyn sikkert heller ikke har hørt om), står der en mindesten for kaptajn Edvard Nielsen. Udført i 1906 af kunstneren Siegfred Wagner.

Nej, det er egentlig ikke en normal mindesten. Det er et lille monument, nærmest en slags obelisk og et værk, der virkelig er udført med omhu. Der er sat en smuk bronzekuppel øverst, dækket af egeløv i bronze, dette er troskabens og ærens symbol. Fire fakler brænder med en evig ild, også de er støbt i bronze, og så er der en indskrift. Og endelig er der et bronze relief, der viser kaptajnen i profil.

Tiden kapper alle forbindelser…

Dette mindesmærke er ikke nogen tilfældig lille sten til minde om en af de lokale høvdinge. Der er faktisk tale om et fint arbejde, et gennemtænkt design i høj kunstnerisk kvalitet, som siden 1933 stadig står der og stritter, på den lille plæne, godt placeret og centralt i byen, direkte over for brugsforeningen. Oprindeligt brugsforeningen i Kværndrup, der hvor hovedvejene A8 og A9 krydsede. Stedet var valgt med omhu, men al verdens glans og herlig forgår. Vejen måtte udvides, stenen blev flyttet til sin nuværende position. Også brugsen måtte lukke for mange år siden, og i dag ender vejen blindt. Dengang man satte mindesmærket stod den nærmest i centrum på Fyn. Vejene forbandt Nyborg med Faaborg og Svendborg med Odense. Dengang er mange mennesker kommet forbi hver dag. I dag forbinder vejen ikke længere noget. Motorvejen har kappet den ca. 1 km. længere henne. 

Kaptajn Nielsen og jagten på den oversete sten

Kun få kender stedet, bortset fra de lokale og de ansatte fra Park og Vej, som kommer og slår græsset og renser stenstøtten en gang imellem. Det er egentlig synd, for mindestenen knejser stadig efter mere end 100 år, den er en lille kulturhistorisk perle. Den er også et minde om den politiske kamp i en vanskelig tid i Danmarks historie. Mange tråde løber sammen i historien om Kaptajn Nielsen og hans liv og hans indsats er desværre blevet aktuel igen. Det er disse tråde, der gør, at mindesmærket er meget mere end en pæn gammel sten, og at der er et rigtig godt svar på spørgsmålet "Hvorfor står den dog dér og fylder?" En af grundene er, at jubilæumsåret for genforeningen i 1920 har givet Kaptajn Nielsens livsløb fornyet interesse og relevans. En anden: krigen i Ukraine. Freden i Europa er forbi. Tiderne er urolige.

En helt - også i dag

Peter Edvard Emil Nielsen blev født i Odense d. 17. april 1824 som søn af en snedkermester. I marts 1848 meldte han sig frivilligt til militæret og steg hurtigt i graderne. Allerede efter en måned var han korporal, efter 2 måneder sekondløjtnant af linjen - noget der er næsten enestående. Han deltog i kampene ved Fredericia og blev alvorligt såret. 

Efter befordring til premierløjtnant i 1849 deltog han også i slaget ved Isted, hvor han igen blev alvorligt såret. Siden fortsatte han som officer i hæren og deltog som kompagnikommandør i krigen 1863-64. Heldigvis kom der ikke flere krige i hans levetid. Han fortsatte som officer, indtil han i 1879 i en alder af 55 blev afskediget fra linjen, men han fortsatte i forstærkningen og endte som oberstløjtnant i 1887.

Nok om Nielsens militære karriere - for mindesmærket handler ikke om, at han var en god soldat eller en helt, som var både Ridder af Dannebrog og fik Dannebrogordenens hæderstegn og den Kongelige Fortjenstmedalje af 1. grad og døde i 1899. Den her historie handler om det politiske arbejde, han gjorde, for at fremme den nationale skyttesag. Og hvorfor er det så så interessant? 

Fordi Nielsen bløder for det, han tror på.

Danmarkshistoriens længste sammenhængende fredsperiode

I dag lever vi i den længste sammenhængende fredsperiode i Danmarkshistorien. Den har nu varet i mere end 75 år.

Den verden, Kaptajn Nielsen levede i, var ikke sådan. I 1815 måtte den Danske Krone afstå Norge efter at have kæmpet med næb og klør i mange år for at undgå, at det skulle komme til det punkt. Og det var en politisk katastrofe, da det endelig skete. 

35 år efter var den gal i hertugdømmerne. I perioden 1848-1851 var der 3 års borgerkrig, hvor oprørerne fik støtte fra udlandet. Selvom den danske hær gik sejrrigt ud af striden i første omgang, så gik der kun 12 år, før krigen vendte tilbage. Denne gang med det resultat, vi alle kender:

Slaget ved Dybbøl

- i 1864, er symbolet på den forgæves, heltemodige kamp imod en knusende overmagt. Der var reelt set aldrig tvivl om resultatet. Kun fantasifulde, urealistiske politikere håbede, at England ville blande sig til gavn for Danmark.  

2. slesvigske krig 1863-64 kom imidlertid ikke som en overraskelse, for de nationale modsætninger i Slesvig og Holsten var jo ikke blevet løst. De var banket ned under gulvtæppet efter 3 års anstrengt, militær indsats. Ville man stå så stærkt som muligt, så var det ikke kun vigtigt at have den almindelige befolknings moralske støtte. Der var brug for mere.

Befolkningen måtte også være forberedt på, at det kunne blive nødvendigt at gribe geværet, tage soldateruniformen på og rykke ud til forsvar for samfundets grænser. Og at man kun ville få et kort varsel før balladen startede. Hvis de unge mænd var trænede i våbenbrug og forberedt på, hvad der kunne vente dem, så ville de have en bedre chance for at overleve.

Og efter 1864 var devisen, at Danmarks næste krig risikerede at blive den sidste. Forsvarsvilje er ikke nok, der skal også være en evne til at gøre det. Når man kunne se de sorte skyer nærme sig, var det for sent. Der ville ikke længere være tid nok til træning og uddannelse. Måske er dette synspunkt stadig gyldigt.

Danmarks første skytteforening

Sport og våben, bedre for samfundet? Nielsen siger ja!

Altså: rettidig fysisk træning og grundlæggende oplæring i våbenbrug var vejen frem. Det betød fokus på gymnastikforeninger og skytteforeninger. På den måde kunne man bruge de sparsomme ressourcer og kræfter optimalt, for det var ikke muligt for Danmark at opretholde en stor stående hær.

Det var på dette område Kaptajn Edvard Nielsen ydede den indsats, som han er blevet hædret for med den smukke stenstøtte - den, der i dag er endt med at stå afsides og overset. Ikke kun var han i gang med at ophjælpe skytteforeninger i Nordslesvig i årene inden 1863-64, han var også manden bag oprettelsen af den første skytteforening i kongeriget. Den lå i Svendborg. 

Den bekymring, der fyldte kaptajnen, er desværre ikke længere uaktuel. Det arbejde, kaptajnen udførte, er ikke blevet overflødigt i dag. Danmark er for lille til at kunne stille en stor hær og forsvare sig selv. Men man kan vedligeholde kendskabet til våbenbrug i befolkningen og derfor oprettede man jo også hjemmeværnet efter 2. verdenskrig. 

Og ligesom mindesmærket for Kaptajnen er hjemmeværnet også kommet lidt i en afsides position i dagens Danmark. Værnepligten fylder i grundloven, men ikke meget i samfundet. Dansk forsvar er ikke stort og mange år med små årgange af værnepligtige betyder, at der kun er få våbenduelige borgere i den danske befolkning. Og med det mener jeg folk, som kender noget til grundlæggende våbenbrug og har kompetencerne til at handle og bidrage til at forsvare landet, hvis der skulle opstå en skarp krise. Dette var den moralske pegefinger. Men der er mere.

Hvem fortjener at få sin historie fortalt

Når man rejser rundt i Danmark som staycation-turist, sådan som mange af os gjorde i covid-perioden, så er det meget usandsynligt, at man vil snuble over denne historie om Kaptajn Nielsen. Selv om man skulle være så heldig rent tilfældigt at komme forbi mindesmærket og det diskrete sted, hvor det står nu, så vil det kræve mere end almindeligt held at opdage, at der bare 3-4 kilometer borte findes endnu mere. I Ryslinge findes ikke kun en af de store gamle højskoler, som igennem over 150 år har arbejdet på at formidle den nationale kulturarv.

Ryslinge har også et af landets største forsamlingshuse fra den periode. Så stort, at det også blev brugt som øvelseshus af skytteforeningen. Sådan flyder kultur, nation, folkeoplysning, forsvarssagen, demokrati, historie, religion, idræt og våbenbrug sammen i en højere enhed. Mere dansk bliver det næsten ikke. Og det lægger op til et svært spørgsmål: hvordan kan det være godt for samfundet i dag, at færre og færre almindelige borgerne i Danmark har know-how omkring det at forsvare deres land? Det kræver jo da mere end fitness og sund kost.

Kaptajnen mente, at det var vigtigt, at flest muligt var med til at løfte, men han levede selvfølgelig også i ufredelige tider. Hvor ligger den korrekte balance i dag? I dag er det næsten kun folkene fra Park og Vej, der kender hans mindesmærke. Fortjener han at blive husket bedre?

Mange, mange steder er der gode historier at finde. Heldigvis har de ikke alle en så alvorlig baggrund som den, der skjuler sig i det store forsamlingshus i Ryslinge og i mindestøtten for kaptajnen på en blind vej i Trunderup. Skulle du komme forbi Gamle Nyborgvej 83, så ved du nu det nødvendige for at værdsætte, hvad den fine mindesten handler om. Måske kan du benytte lejligheden til også at køre de 3-4 kilometer til Ryslinge og gå en tur gennem højskolens stemningsfulde have?

Vi siger med glæde oplev Fyn med Guideservice Danmark og vores mange fortællere.

Fotos
Kaptajn Nielsens mindestøtte. Foto: Lars
Ryslinge Forsamlingshus. Foto: Beethoven9. Licens: CC-BY-SA-4.0