Odense Havn - rå mursten og nye drømme
Odense Havn - rå mursten og nye drømme
Odense Havn er en indlandshavn med en usædvanlig historie. Skabt gennem udgravningen af kanalen og formet af mere end hundrede års industri har området været arbejdsplads, transitpunkt og motor for byens udvikling. I dag står havnen midt i et markant skifte – fra tung industri til levende bykvarter.
Kanalen blev gravet i slutningen af 1800-tallet, og Odense fik sin egen industrihavn. Mange af de robuste bygninger står stadig som tydelige spor af fortiden, men de har fået nye funktioner og nye fortællinger. Her møder rå mursten visioner om byliv, kultur og fællesskab.
Byvandringen begynder ved Storms Pakhus, hvor den tidligere lagerhal i dag danner ramme om street food, kreative miljøer og uformelt byliv. Herfra går turen gennem havneområdet, hvor vi ser nærmere på arkitekturen, transformationen og de kontraster, der gør Odense Havn til et af byens mest spændende områder netop nu.
Selv om havnen ligger inde i landet, er Odense Havn fortsat Danmarks tredjestørste havn. Det aktive erhvervsliv med offshore-, maritim- og tung industri eksisterer side om side med boliger, kulturtilbud og rekreative områder – og netop dette samspil gør havnen til noget særligt.
Byvandringen gennemføres i samarbejde med Storms Pakhus, hvor havnens historie og nutidens byliv mødes i de stemningsfulde omgivelser. Som en hyggelig afrunding udleveres der en gratis drikkebillet til alle deltagere efter turen.
En byvandring for dig, der er nysgerrig på byens forandringer – og som gerne vil opleve Odense fra en ny vinkel.