Brandts Klædefabrik, en spændende industri med en historie

Brandts Klædefabrik, en spændende industri med en historie

I gamle dage Brandts Klædefabrik, i daglig tale for mange i dag bare Brandts – og så alligevel ikke. Brandts Klædefabrik i Odense er et dejligt sted både om dagen og om aftenen. Der er sket store ændringer i årenes løb, men det er stadig den store variation af arbejdspladser, der er omdrejningspunktet. I dag lægger det store anlæg rum til kultur, skønne butikker, liv og glade dage for unge og gamle, musik, smuk udsmykning og gode madsteder.

Sådan har det ikke altid været. Der var engang, hvor det var et helt andet liv, der blev levet her. Dengang var det også en driftig arbejdsplads, men det var under helt andre betingelser, der blev arbejdet. Mange af jobbene i klædeindustrien var hårdt arbejde, uanset alder eller køn. Arbejdsdagene var lange og lønnen har sikkert været til den lille side, uden at jeg dog ved det. Men jeg viser med glæde rundt i kvarteret, for det er utrolig spændende og der er så mange finurlige historier at fortælle. Og har du lyst til en lidt anderledes oplevelse, så kan vi bruge et af spisestederne til at indlede med et foredrag om Brandts, inden vi går en fælles tur. Det er en hyggelig måde at blive klogere på.

En familie-virksomhed

Brandts Klædefabrik var en familieejet virksomhed i udkanten af datidens Odense, i dag ligger den i det centrale Odense. Som det jo sker, når en by vokser og forandrer sig. Familien Brandt har lagt navn til komplekset og hvis du kigger på bagsiden af bygningen ud mod Vestergade, så er der et portræt af en af ejerne Søren Christian Brandt. Det kan være lidt svært at se på en sommerdag, når parasollerne er oppe, men hvis du finder den rigtige vinkel, kan du godt.

Og her er det så, at krøllen på historien kommer, for virksomheden startede slet ikke som klædefabrik, men i stedet som farveri i midten af 1700 tallet. Det kan du se på forsiden af bygningen ud mod Vestergade, hvor der hænger et flot blåt skilt ud fra væggen. Hvorfor så det? Datidens håndværk var organiseret i lav, og hvert håndværk have sit eget symbol så gæster i byen kunne se hvad der blev arbejdet med i husene. Bagerens var en kringle, og svaret er enkelt: et blåt klæde var symbol for datidens farverier og symboliserede det klæde, der i tidernes morgen blev hængt til tørre ud fra væggen – næsten ligesom skiltet viser det i dag.

Der er nok ikke mange af os, der tænker over, at det at farve klæde var en virksomhed. Men sådan var det. Der var engang, hvor det var normalt, at stof blev hjemmevævet ude på gårdene på landet. Materialerne var de naturlige fibres farver, uld eller hør og man kunne plantefarve hjemme i gule, brune og grønne farver. Skulle stofferne have andre farver som sort eller blå, så krævede det til gengæld brug af importerede farvestoffer. Dem havde farveren inde i byen. Med andre ord, en begyndende industrialisering i byen.

Derfra stammer historierne om, hvordan stofferne dryppede ned på fodgængerne i Vestergade, når det farvede stof hang til tørre fra træbjælker ud fra facaden – som skiltet på forsiden af bygningen gør det i dag. Dog drypper det kun i regnvejr.

En stærk kvinde

Da Christian Brandt, farveren, døde i 1814, efterlod han sig en god virksomhed. Hans enke, Marianne Lihme, var en sej kvinde. Da hun pludselig stod alene med ansvaret for deres tre sønner, den ældste kun 12 år gammel, besluttede hun at drive virksomheden videre og at give alle sine tre sønner en uddannelse. En præstation for 200 år siden, hvor kvindelige virksomhedsejere ikke var dem, der var flest af.

Uddannelse dengang må have været en lidt barsk oplevelse for drengene. Sønnen Morten kom nemlig i lære som farver ovre i København, allerede da han var 12 år gammel og få år efter fortsatte han sin uddannelse ved flere farverier i Tyskland. I Tyskland lærte han at gøre tingene på nye måder. Han så nemlig, hvordan farverier og klædefabrikker arbejdede tæt sammen, ja nærmest var forbundne. Det gav ham inspiration til at tænke i samme retning for moderens farveri hjemme i Odense, som han overtog ledelsen af, kun 20 år gammel. Marianne Lihme havde stået i spidsen for det i 10 år, så hvordan mon det har været for hende at give tøjlerne videre til den unge generation? Mon hun kendte til sønnens tanker?

Der kom dog til at gå en del år, før Mortens tanker om at sammenkoble farveri og klædevæveri i samme virksomhed blev virkelighed. Det skete først, da hans egne sønner var gamle nok til at drive virksomheden sammen med ham og hvor den ene søn fik ansvaret for projektet. Han havde også været i lære på klædefabrikker, både i København og i Tyskland. Det skete omkring 1870. På det tidspunkt var behovet for at farve hjemmevævede stoffer meget mindre end tidligere, for hjemmevævning var i aftagende på grund af industrialiseringen. Danskerne var begyndt i større grad at købe stof hos klædevareforretninger og færdigt tøj hos manufakturhandlere.

Ved du iøvrigt godt, at manufaktur er et ord, der kom til Danmark i begyndelsen af 1600 tallet? En manufaktur var et sted, hvor der blev produceret jernvarer og især tekstiler. Inden da var tekstiler blevet importeret, og det gav høje priser. Og hvem var det så, der producerede disse tektiler i manufakturerne? Fanger og forældreløse børn. Med andre ord, statslige arbejdspladser for samfundets svageste. Ikke rart at tænke på. Gradvist kom ordet til først kun at dække begrebet tekstilvirksomhed og er endt med i dag at betyde færdige tekstilvarer. Hvad tænker du, når du hører ordet? Bruger du det overhovedet eller er det et forældet ord efter din opfattelse?

Da Morten Brandt og sønner havde taget det første skridt mod en klædefabrik, bestod næste opgave i at anskaffe sig de rigtige maskiner. Husk på, der var tale om en nymodens dampmaskine og den blev købt hos Burmeister & Wain i København. Kartemaskiner, spindemaskiner og væve kom fra Tyskland og i 1869 var de klar til at starte produktion med 10 ansatte.

Det blev altså farveren Christian Brandts og Marianne Lihmes søn og børnebørn, der grundlagde den Brandts Klædefabrik, som i dag har lagt navn til både fabrikken og området

Tagea Brandts Rejselegat

Sønnen Morten Vilhelm Brandt giftede sig samme år som faderen døde med Tagea Rovsing, som han havde kendt i 10 år. Hun var ældre end han og desværre blev hun syg og døde allerede efter et halvt års ægteskab, kun 34 år gammel. Morten Vilhelm og Tagea Brandt nåede ikke at få børn. Han stiftede derfor flere legater i hendes navn og Tagea Brandts Rejselegat, der er en hædersgave til “Kvinder inden for videnskaben, kunsten eller musikken” er et af dem. Ifølge legatbogen uddeles der årligt omkring 3 mio kr. derfra.

Byens gode arbejdsplads

Har du tænkt over, hvor anstrengende og omfattende klædeproduktion i slutningen af 1800 tallet var? Der blev brugt mest dansk uld, men en del blev købt både fra Island, Australien og mange andre uldproducerende lande. Når ulden var blevet sorteret efter kvalitet, skulle den vaskes. Næste led i processen var at wolfe ulden, hvilket betød at rede ulden og indfedte den med den rigtige olie. Derefter skulle ulden kartes på store maskiner med roterende valser med ståltænder, så uldtrådene kunne ligge fine og parallelle i et tyndt lag, klar til at blive spundet på store spoler på spindemaskiner.

Væveriet fik spolerne med garn, som væverne tryllede om til klæde på de store væve. Ved du, at de længdegående tråde i et klæde kaldes trend, de tværgående er islæt. Det kunne selvfølgelig ske, at en tråd knækkede eller at der var en vævefejl. Det blev klædet naturligvis kontrolleret for og fejl fikset. Den proces hedder nobning. Når du går en tur i området kan du på bygningerne se, hvilken proces der er foregået i hvilke bygninger. Det står på et skilt, og nobberiet er en af de processer, der er ukendt for mange. Når klædet var efterset for fejl, skulle det stampes. Det skete i Valkeriet. I den proces blev klædet fast og tættere, fordi trådene blev filtret ind i hinanden.

Efter valkningen blev sæben skyllet ud og så var det klart til at blive tørret og få den rigtige luv. Det kunne blandt andet ske ved at opkradse overfladen. Så først var klædet klart til at blive farvet. Til sidst kom endnu en kvalitetssikring i finnobberiet. Klædet blev så presset og processen var til ende. Nu var det langt om længe klart til at komme ud til forbrugeren.

Som du nok kan regne ud, blev der brugt enorme mængder vand i hele denne proces. Vandet kom fra Odense Å i en rørledning. Og tænk engang, stempelpumperne blev aldrig skiftet. De holdt i hele fabrikkens levetid. Det er da ret imponerende når fabrikken havde 100 års jubilæum.

En anden imponerende detalje er medarbejderne. Brandts Klædefabrik er jo fra en tid i Danmark, hvor børnearbejde var ret normalt. Det var ikke unormalt, at børn begyndte på fabrikken allerede som 10 årige. Forestil dig et helt arbejdsliv på samme arbejdsplads og at du er startet som barn. Det kan blive til ret så mange år. Og når så vi ved, at der på fabrikken i årenes løb var mange jubilæer, endda 60 års jubilæer, så understreges pointen blot. Brandts Klædefabrik gik for at være en god arbejdsplads med gode forhold for de ansatte. Blandt andet byggede fabrikanten alderdomshjem til fabrikkens tidligere ansatte og det var ikke unormalt, at mange fra samme familie arbejdede på fabrikken. Ville vi i dag betragte det som godt af arbejdspladsen?

Andre tiltag var en tilknyttet læge, mulighed for at optage lån til bolig og legater til pension og til børnene en skole. Skolen blev dog nedlagt i 1913, hvor der kom en lov, der forbød børn under 14 år at arbejde på fabrik. På det tidspunkt udgjorde børn omkring 25% af fabrikkens medarbejdere i produktionen. Forestil dig engang, 25% af en stab på 200 medarbejdere er børn. Det er mange og det er faktisk slet ikke så længe siden. Omkring 1930 var fabrikken en af Odenses største virksomheder med ca. 250 medarbejdere.

Nye tider

Ligesom i resten af landet havde arbejderne på klædefabrikken i Odense et ønske om at danne fagforening. Det passede ikke ejeren. Han fik trumfet igennem, at der ikke var arbejde til dem, der meldte sig i fagforening. Det var dengang.

Der skulle gå hele 33 år, før ledelsen på Brandts Klædefabrik anerkendte, at medarbejdere kunne være med i en fagforening. På det punkt haltede fabrikken efter de øvrige virksomheder i Odense.

Da den sidste af Brandt-brødrene, Søren Christian Brandt døde blev det en tidligere kontorelev, Aage Mengel, der som 23 årig fik posten som direktør i virksomheden, der var omdannet til aktieselskab. Lidt blev virksomheden dog i Brandt-familien, for Aage Mengel giftede sig nemlig med Søren Christian Brandts datter og deres to drenge kom senere med ind i ledelsen.

I 1950 begyndte man også at arbejde med nogle af de nye fibre som polyester og blande dem med ulden. Derfra voksede fabrikkens eksport så meget, at der i fabrikkens 100 års jubilæumsår i 1960 blev eksporteret mere end der blev solgt på hjemmemarkedet.

Få år senere var situationen så en helt anden. Uldent klæde var udkonkurreret. I udlandet var lønningerne lavere og uldne benklæder gik af mode og i stedet blev bomuldsstoffer efterspurgt. På trods af de nye tider havde fabrikken i 1973 det bedste år i hele fabrikkens historie.

Så kom oliekrisen og kun 4 år senere var det slut.

I dag er det helt andre oplevelser, du får i området Brandts Klædefabrik.

Odense er meget mere end Brandts Klædefabrik. Kig engang og lad dig inspirere.

Forfattere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *