Måske ved du det allerede? Dresden er en af de allerstørste kulturhistoriske seværdigheder i Europa. Det er ikke på grund af det forfærdelige luftbombardement og ødelæggelsen i slutningen af anden verdenskrig, men for noget godt. Byen ligger utroligt smukt ved bredden af floden Elbe, og selvom der stadig er fuld gang i byggekranerne, så er store dele af det historiske centrum i dag genopbygget næsten fuldstændigt til fordums glans og herlighed. Byens gamle centrum er en barok drøm, og rummer nogle af de største kulturhistoriske sights i Europa. Alt det er der for længst skrevet tykke bøger om. Men der spinder sig også et net af gode historier om byen, og en af dem skal du få her.

En guldmager får problemer

Den handler om, hvordan en alkymist ved navn Johann Friederich Böttger blev sat i fængsel i Sachsen, hvor han i mere end 10 år blev presset til at arbejde i det skjulte i et laboratorium. Opgaven var at fremstille De Vises Sten til en guldhungrende fyrste. Der var trods alt både stormagtsdrømme, korrupte venner, dyre vaner og tilsvarende elskerinder og tørre lommesmerter. Fyrstens navn: August den Stærke. Titel: kurfyrste af Sachsen, den danske kong Frederik d. 3.’s barnebarn og ad to omgange også konge af Polen.

De Vises Sten

Hvad er De Vises Sten?

Det var den substans, der ikke kun gav nærmest evigt liv, hvis man havde den, den besad også evnen til at forvandle bly til guld. Så det var selvfølgelig enhver alkymists våde drøm at finde metoden til at fremstille De Vises Sten. Opskrifter var der nok af. I gamle alkymistiske manuskripter myldrede det med anvisninger til, hvordan det skulle gøres, koblet med beskrivelser af, hvor svært det var at få processen til at lykkes. Det lykkedes heller ikke Böttger, selvom han forsøgte på alle mulige måder.

Parallelt med dette var han til sit store held med til at opdage og udvikle det hvide guld, og dermed havde han et værdifuldt resultat at vise frem. Altså fik han i 1714 sin frihed tilbage, og han reddede livet - i det mindste for en periode. Det er nemlig usundt at arbejde som alkymist og farligt at skuffe en fyrste i pengenød. Gammel, det blev han ikke. Hvordan det?

Alkymi

På Böttgers tid var kemien stadig en videnskab i sine barnesko. Siden oldtiden var det almindeligt anerkendt, at alle ting var en blanding af de 4 grundelementer. Du har sikkert hørt om dem: ild, jord, luft og vand. Den teori var stadig en almindeligt anerkendt videnskab på Böttgers tid. Ud fra den teori er alkymisternes forsøg ikke så vanvittige, som det virker på os i dag.

Hvis guld er en bestemt blanding af elementer, så kan der jo i princippet findes en opskrift på, hvad det er. Har man denne opskrift, så kan man måske blande det selv. Lidt ligesom vi kan blande en kagemix til drømmekage, kun tilsat vand. Forestil dig at opskriften på guld er 10 vand, 20 luft, 30 ild og 40 jord, mens opskriften på bly er næsten den samme, kun med lidt mere vand og lidt mindre luft.

Hvis man nu starter med bly og kan finde en metode til at fjerne "vand" fra blyet og tilsætte "luft," indtil det passer med opskriften på guld. Men hvordan gør vi det? Og så går alkymisterne i gang.

De Vises Sten er navnet på det stof, som man skulle tilsætte til bly, for at korrigere blandingen og få opskriften til at passe. Bland det i smeltet bly og der vil opstå guld! I hvert fald i princippet. Og hvis teorien om elementer ellers var korrekt. Det er den bare ikke. 

På billedet ovenfor kan man se en alkymist, der fyrer op med rigets penge i sin ovn og til gengæld får nogle dampe, som får ham til at drømme om magt, ære og rigdom. Selv om billedet mere er et stykke politisk satire, så rammer det alligevel plet: drømme om uendelig rigdom på den ene side, spildt arbejde og spildte penge på den anden.

I dag ved vi, at elementlæren er det rene opspind. Alting består af atomer. Guld er et grundstof, som man ikke kan få ved at blande andre ting sammen i en smeltedigel. Men den viden var ikke kendt på Böttgers tid. 

At lave guld

Böttger havde masser af grunde til at være bekymret.

I 1698 arbejdede han på et apotek i Berlin. Han var en belæst og teknisk meget dygtig ung apotekersvend. Det betyder, at han kendte til alt det, der hørte laboratorier og apotekerhåndværket til: lægeurter, mineraler, derivater, ekstrakter, essenser, tinkturer, salte, kolber, reagenser, destillater og så videre og så videre. På engelsk hedder et apotek "Chemist", og navnet viser meget om, hvad dette drejer sig om: at arbejde med kemi, i en tid hvor kemi endnu ikke var en ægte videnskab. På et tidspunkt sneg Böttger sig til at forsøge at lave guld. Han inviterede vidner ind i laboratoriet til at se på - og nej, han lavede ikke guld. Men han havde lidt af tryllekunstnerens håndelag, og narrede tilskuerne til at tro, det var lykkedes ham at lave bare en lille smule - sådan cirka hvad der ville have været i en smeltet guldmønt eller to. 

Ulovligt laboratorium

Det havde været imod apoteker Fuchs’s udtrykkelige ordre, når Böttger brugte apotekets laboratorium til alkymistiske forsøg. Snakken begyndte også at gå i byen, og den kom fyrsten for øre efter et stykke tid. Kurfyrste Friederich 1. kunne godt bruge sådan en guldmager. I det herrens år 1701 havde kejseren nemlig forfremmet ham fra at være kurfyrste af Brandenborg til at være konge af Preussen. Desværre er det dyrt at være konge. Man skal blandt andet holde hof og hær og fester og friller og meget andet, som hører sig til. Ligesom det er i dag med de rigeste folk med den største magt og de største besiddelser, så manglede han nemlig penge. Han havde ikke nok til at være den konge, han gerne ville være. Der udgik derfor en arrestordre på guldmageren.

Det lykkedes Böttger at gå under jorden, før man fik fat i ham, og efter nogle dage kunne han flygte videre til Wittenberg i Sachsen uden at blive opdaget. Kong Friederich 1. af Preussen og kurfyrste af Brandenburg ville imidlertid stadig have fat i ham og hans evner som guldmager, men vidste ikke hvor han var. Derfor blev der opdigtet nogle falske anklager og udsat en stor dusør. Så var det kun at vente, indtil der kom besked. Hvor var Böttger?

Hemmeligheder er farlige

I Wittenberg var det Böttgers plan at studere kemi, men igen gik snakken i byen, og det brandenborgske politi fik efter kort tid nys om, hvor han var. En trup soldater og en officer blev sendt til Wittenberg for at få fat i ham. Kunne de ikke snuppe ham og bortføre ham på gaden i nattens mulm og mørke, så skulle de bede den lokale kommandant om at få ham sat fast og udleveret på den falske anklage. Igen var Böttger heldig - sådan da - for han faldt ikke i kløerne på preusserne. Til gengæld er det et åbent spørgsmål, om det var bedre for ham med den måde, det faktisk gik?

Böttger var i mellemtiden nemlig blevet studerende ved universitetet, og det gav ham en vis beskyttelse. Forholdet mellem de studerende og myndighederne i byen var ikke særlig godt. Der var regelmæssigt ballade, optøjer eller ligefrem gadekampe mellem myndighederne og de studerende, og byens kommandant var ikke nogen stærk autoritetsfigur. Han ville ikke have mere vrøvl med de studerende i egne rækker, end der allerede var, så i stedet for at udlevere Böttger, blev han sat fast - uskyldig som han var - og skjult et sted, hvor preusserne ikke kunne finde ham.

Derefter gav han besked videre op i systemet og forespurgte, hvad han skulle gøre. Resultatet blev en diplomatisk krise med alle mulige forviklinger. Vi ved i dag, at preusserne overvejede et bevæbnet raid ind i Wittenberg for at snuppe Böttger, og at man en overgang reelt overvejede at risikere en krig for dette, men endte med at holde sig tilbage. Mon nogen nu kommer til at tænke på Edward Snowden eller Julian Assange?

Frihed eller fængsel

Sachsens kurfyrste August den Stærke var nu også blevet gjort opmærksom på guldmageren Böttger i arresten i Wittenberg. Han havde nemlig også hårdt brug for sådan en alkymist. Siden februar 1700 havde han deltaget ved Danmarks og Ruslands side i den store nordiske krig mod Sverige. Krigen varede fra 1700 til 1720, og det gik mildt sagt ikke ret godt for August i begyndelsen. De svenske tropper vandt den ene sejr efter den anden, og situationen blev gradvist mere og mere uholdbar for August. En solid produktion af guld ville måske kunne fylde de tomme krigskasser og sikre, at man kunne komme tilbage i kampen? Hvis den preussiske konge tror på det, så er der måske en chance for, at det passer denne gang og at Böttger faktisk kan lave guld? Man kan med andre ord ikke lade ham gå.

Böttger skal sættes fast på et sikkert sted, som ingen kender. Her skal han have adgang til de bøger, råstoffer, materialer og værktøjer, han beder om. Når han har vist hvad han kan, så kan vi snakke om, hvad der så videre skal ske med Herr Böttger. Og sådan gik det. Böttger blev i al stilhed flyttet via Dresden til en klippefæstning ved navn Königstein. Kort efter blev han ført tilbage til Dresdner Goldhaus. Det var kurfyrstens hemmelige alkymistiske laboratorium og her arbejdede han i 3 år, før han 1705 bliver overført til Albrechtsburg i Meissen. Nu gætter du måske, hvad Dresdens hvide guld er? Meissen er verdens ældste porcelænsfabrik for hårdt porcelæn. 

Pengekassen er tom

Over de næste år skulle situationen blive mere og mere kritisk for August.

Pengekassen var tom, året efter led hans hær et knusende nederlag til svenskerne og der var ikke penge nok til at fortsætte en stærk modstand. 1705-06 blev Sachsen simpelthen besat og udsuget af den svenske hær. August må desuden give afkald på den polske kongekrone og den svenske konge Karl XII sørgede for, at der blev kronet en anden, som han bedre kunne lide. August har dog endnu ikke opgivet håbet om, at Böttger kan levere. Han må derfor ikke falde i fjendernes hænder. Altså: tilbage på fæstning Königsstein med guldmageren, indtil svenskerne atter er draget af. Herefter kan arbejdet fortsætte. 

They will not kill me! I have the Secret!

Samtidig fortsatte den preussiske konge sine bestræbelser på at få en guldmager i stald. I 1705 melder den italienske Domenico Caetano, Greve af Ruggiero, sin ankomst i Berlin og siger, at han er Böttgers efterfølger og kan lave guld. I de følgende år lykkedes det Caetano at blænde kongen og så mange af hans embedsmænd og lærde herrer, at han kunne indkassere gode pengesummer og leve fyrsteligt som kongelig guldmager i Berlin. 

Selvfølgelig blev han til sidst stillet til regnskab og skulle demonstrere sine kunstner. Det lykkedes ham også at tilrettelægge et forsøg og lave en laboratorieopstilling, hvor han narrede tilskuerne til at tro, at han med held havde forvandlet kobber og kviksølv til guld. Desværre var guldmængderne for små til at tilfredsstille fyrsten. Det kunne ikke længere klares ved at file et par guldmønter til spåner, blande guldstøvet i noget bly, varme blyet op så det smelter, dryppe noget magisk tinktur på og så sige hokus pokus, nådada! Se engang! 10 gram guld!

Galgenfrist

Caetano blev sat i arrest for at sikre ham "arbejdsro". Det lykkedes Caetano at overbevise myndighederne om, at der var bedre arbejdsforhold i Berlin, men han var ikke dum og kunne se, at det trak op til alvorlige problemer for ham. I 1707 flygtede han - ligesom Böttger - og han nåede til Frankfurt am Main, hvor han blev fanget igen i 1708 og bragt tilbage til Berlin. Så fik han en galgenfrist, helt bogstaveligt. 

Nu skal der leveres, eller han skal svinge i galgen. Det lykkedes selvfølgelig ikke Caetano, så blev han dødsdømt og hængt i 1709 - til skræk og advarsel for svindlere. Caetano var langtfra den første, og han blev heller ikke den sidste alkymist, hvis liv blev afkortet af skuffede fyrster, så Böttger havde reel grund til bekymring. I 1720 blev guldmageren Baron Klettenberg for eksempel gjort et hoved kortere. Halshugning var et tegn på en slags respekt, for mens Caetano havde opdigtet sin grevetitel, så var Klettenberg faktisk adelig, en ægte blåblodet friherre. Böttger var imidlertid død af mere eller mindre naturlige årsager året før, så det nåede han ikke at høre om. 

Vejen til det hvide guld

Når vi i dag husker Böttger, så er det ikke fordi, det lykkedes ham at fremstille det røde guld. Det er fordi, han gennem sit arbejde i Meissen ydede en meget vigtig indsats for opdagelsen og udviklingen af det hvide guld. Hårdt porcelæn. Det forarbejde han havde gjort i sin jagt på guldet tjente ham godt. Han beherskede den nødvendige teknologi og havde årelang erfaring i laboratoriet med ovne, som nåede de højeste temperaturer, man dengang kunne frembringe.

Ovnen baner vejen

Det var netop arbejdet med ovnene, der åbnede vejen til det hvide guld. En del af alkymisternes arbejdede handlede om at smelte metaller, og guld har et højt smeltepunkt på mere end 1000 grader. Dette krævede en ovn, som kunne klare de højeste temperaturer, man dengang kunne nå. 

For overhovedet at nå derop, stabilisere temperaturen og for ikke at måtte bruge helt uhyrlige mængder af brændsel og risikere at brænde hele huset af, så måtte ovnvæggene isoleres. Det brugte man normalt tegl til. Tegl er bare ikke godt nok til en alkymist. Almindelige teglværksler smelter simpelthen ved mellem 1000 og 1100 grader, og kan derfor ikke bruges, hvis en ovn skal fyres op på en højere temperatur og holde den temperatur over dage og uger. 

Derfor måtte man finde nogle materialer, der kunne modstå højere temperaturer i lang tid. Det var arbejdet med at løse dette problem, som efterhånden bragte Böttger og hans kollega Tschirnhaus på sporet af Dresdens hvide guld: hårdt porcelæn. Det krævede en lang serie af eksperimenter, og det var en proces, der varede nogle år. Først skulle der udvikles varmefast tegl, så det blev muligt at fyre ovnene op til over 1300 grader over længere tid. Under dette arbejde opdagede man et rødt produkt, der havde mange af porcelænets gode egenskaber og som fik navnet jaspis-porcelæn. Og efter flere eksperimenter med andre jordarter og lertyper lykkedes det endelig at producere det ægte, hårde, hvide porcelæn. Det var bedre end det, man kunne få i Kina. 

Porcelæn - mange eksperimenter senere

Nu manglede der kun en opskrift på de mineraler, der skulle blandes til hvidt porcelæn og at opdage de blandingsforhold, som var de bedste. Da dette omsider var på plads, var man i princippet klar. Böttger havde sammen med den dygtige videnskabsmand Ehrenfried Walther von Tschirnhaus fundet det korrekte blandingsforhold. Ingredienserne var kaolin, kvarts og feldspat, og man havde fået styr på glasur og styring af ovnenes temperatur. Man kunne skride til porcelænsfremstilling i større stil. For Böttger betød det succes!

I 1714 fik han omsider sin personlige frihed igen. Han blev sat i spidsen for den porcelænsmanufaktur, som August havde beordret sat i gang. 

Måske var porcelæn ikke ægte guld, men det var et efterspurgt luksusprodukt. Kun i Dresden havde man opskriften på, hvordan det skulle laves. Efterspørgslen var der, kvaliteten var høj - højere end det produkt man i dyre domme sejlede jorden rundt fra Kina. Arbejdet med ovnene, og jagten på guldet, havde imidlertid ikke været uden omkostninger for Böttger. Efter mange års arbejde med bly, kviksølv, arsen, kobber, kobolt, kongevand, svovlsyre, salpetersyre og andre usunde ting, der blev varmet op, kogt, smeltet og blandet, havde Böttger inhaleret mere, end hvad godt var. Han var løbende blevet forgiftet, og hans helbred var blevet ødelagt. I 1719 dør han, 37 år gammel.  

Meissen porcelæn

Resultatet af hans indsats stod tilbage og blev videreført i Meissener porcelænsmanufaktur, verdens første porcelænsfabrik. Meissen er stadigvæk noget af det fineste og dyreste porcelæn, der findes. Og ja - det ER verdens første produktion af det gode, hårde, hvide porcelæn. Det kinesiske porcelæn var blødt og skørt. Af en række grunde af en ringere kvalitet end det, man fra ca. 1707 kunne fremstille i Meissen.

Foto
Dresden by night. Foto: Felix Mittermeier. Licens: Pixabay
Alkymistens vanskellige arbejde. Foto: Anonym. Licens: CC BY 4.0