Hvor Bornholm er bedst – en perle ud over det sædvanlige
Bornholm er stedet, hvor kunst og natur mødes. Det viser jeg på en guidet tur fra Gudhjem op langs kysten. Jeg vil vise jer den flotte, store hvide bygning med kuplede tårn og åbning i glas.
Vi drejer til højre ad den brostensbelagte nedkørsel. Der kan vi allerede lade os favne af Kunstmuseet i Rø's udendørs udstilling.
Når cyklen eller bilen er parkeret udenfor Bornholms Kunstmuseum skal I beslutte, om næste oplevelse skal være kunst på vægge og natur indefra. Eller kunst under åben himmel, som smelter sammen med naturens egen skønhed. Valget er jeres og begge valg er lige gode.
Vores sanser vil blive optimalt stimulerede af kunstens skønhed eller provokation. Jeg supplerer med fortællinger om både bygning, natur og den kunst, vi ser.
Skønheden i at kunst og natur smelter sammen i et museum
Kunstmuseet i Rø er bygget ovenpå en naturlig kilde, der i dag har sit smukt formgivne udspring i museets gulv. Hvis I vælger "Kunst på vægge og natur indefra" fortæller jeg om udstillingen og derfra følger vi åen i granitten ned ad trapperne. Dér vender vi os om og kigger op gennem det velbalancerede rum, hvor der også er kig til himlen. Storslået. Vi følger åen videre i dens løb. Går gennem glasdørene ud på den smalle gangbro, hævet over den vildtvoksende natur og de bornholmske klipper.
På den overdækkede platform for enden af broen sætter vi os og jeg fortæller om Bornholms østkyst, mens vi lader os forføre af den skønne natur, som omgiver os. Summende, reflekterende, i eget tempo kan I fortsætte turen på egen hånd i den inspirerende samling, der rummer kunst fra fortiden, nutiden og peger ind i fremtiden.
Kunsten at bevæge sig gennem naturens skønhed
Vælger vi "Kunst der smelter sammen med naturens egen skønhed" vil vi bevæge os rundt om museumsbygningen. Jeg sørger for, at vi stopper op ved hver af de skønne skulpturer, der er opstillet frit tilgængeligt, på solsiden af museet. Skulpturer skabt af prominente kunstnere. Jeg fortæller om kunstnerne, deres historie og tilblivelsen af skulpturerne. Fra skulpturerne vandrer vi videre gennem vild natur, forbi sø og klipper ned til redningsstien, der løber langs kysten. Vi følger stiens sving, til vi står oppe over Helligdomsklipperne, hvor vi kan skue ud over Østersøen, højt oppe fra, omgivet af store træer. Blikket kan vi indstille til uendeligt og vi kan nyde det smukke kig ud over havet.
Fra toppen af Helligdomsklipperne fortæller jeg om Bornholms østkyst, og jeg indbyder til, at vi alle lader os forføre af den skønne natur, som omgiver os. Fyldte af fortællinger leder jeg turen ned ad trapperne, som vi kan se på nordsiden af den stejle klippe. Turen går ned til stranden med rullesten, dybt nede i sprækken, hvor vi kan skylle vores hænder i havet og langsomt, fra afsats til afsats bevæge os op igen. En altid smuk og mindeværdig dag i den dejlige bornholmske natur.
Og med den rigdom Bornholm byder på, så er der meget mere at opdage. Se et udvalg af guidede ture og lad dig inspirere til flere dejlige oplevelser på Bornholm, Solskinsøen, min ø.
Vi siger med glæde oplev Bornholm med Guideservice Danmark og vores guideservice Bornholm og Marit.
Foto
Bornholms Kunstmuseum. Foto: Henrik Bennetsen. Licens: CC BY-SA 2.0