Madeira – en perle i Atlanterhavet

Madeira – en perle i Atlanterhavet

Kært barn har mange navne, og derfor har Madeira det også, bl.a. Paradisets Have, Blomsterøen og Atlanterhavets Perle.

Denne fantastiske ø opstod efter et vulkanudbrud for mere end 7 millioner år siden. Skulle du falde i snak med en maderienser, så får du højst sandsynligt en anden forklaring på øens oprindelse. De mener nemlig, at da Gud skabte verden blev han så glad for det færdige resultat, at han bukkede sig ned og kyssede jorden. Lige der, hvor hans læber rørte jorden, opstod Madeira som den skønneste plet på hele jordkloden. Og skulle du tilfældigvis komme hertil, så kan jeg bookes til guidede ture på øen.

Uanset øens oprindelse og kælenavn så kan jeg kun bekræfte at det på alle måder er en fantastisk ø. Det var portugiserne, som fandt øen i 1419 og hurtigt fik de den føjet ind under det portugisiske kongerige. Vi kan dog nok gå ud fra, at de ikke var de første personer, som besøgte øen. Vikingerne har næsten helt sikkert været forbi. I midten af 1300-tallet menes det også, at bl.a. italienerne er kommet forbi øen, på vej til de Kanariske øer.

Henrik Søfareren skubber på…

Men portugiserne var de første, som ønskede at befolke øen og det tilskrives den portugisiske prins Henrik Søfareren. Han var femte søn af Kong João I og den engelske prinsesse Philippa af Lancaster og var bl.a guvernør over Algarve-området og stormester af Kristusordenen. Han var meget interesseret i matematik og navigationsteknikker og var med til at forme Portugals historie, som én af de største søfarernationer verden har set. På trods af hans tilnavn ”søfareren”, så siges det at han ikke var specielt søstærk, og han var da heller ikke selv med på ekspeditionen, da Madeira blev opdaget. Det var derimod kaptajnerne João Gonçalves Zarco og Tristão Vaz.

De blev i 1418 sendt afsted for at udforske den afrikanske kyst men kom ud i et forfærdeligt uvejr, der gjorde, at deres skibe drev ud over Atlanterhavet. Efter flere dage på det åbne hav ankom de til en lille ø, hvor det lykkedes dem at navigere deres skibe ind i en naturlig havn og komme i land. Øen døbte de med det samme til Porto Santo, som på dansk betyder den hellige havn. Efter at have udforsket øen og gjort sig klart, at den var ubeboet, sejlede de tilbage til Portugal, hvor Prins Henrik Søfareren straks beordrede dem tilbage for at kolonisere øen.

Fra Porto Santo til Madeira

Porto Santo har en ni kilometer lang sydvendt sandstrand, og det var herfra, at portugiserne ofte så en skygge i horisonten. Den 1. juli 1419 bestemte de sig for at udforske det nærmere. Og det var sådan, at de opdagede Madeira.

Madeira ligger ca. 1000 km fra Lissabon, ca. 700 km fra den afrikanske kyst og med ca. 500 km ned til de Kanariske øer. Øen ligger altså ganske isoleret ude i Atlanterhavet. I 1419 var der ikke mange portugisere, som have lyst til at flytte ud på øen, så det blev João Gonçalves Zarco og Tristão Vaz samt deres familier, som i 1425 vendte tilbage til Madeira for at bosætte sig på øen. Så var de til gengæld blevet udnævnt til guvernører. Derudover havde flere adelige familier fået tildelt jord på betingelse af, at de også ville tage af sted. Også folk fra det sydlige Portugal fra socialt dårligere stillede kår fandt deres vej til øen. Til straffefanger blev der stillet benådning i udsigt, hvis de og deres familier flyttede med og sidst, men ikke mindst, fik Prins Henrik Søfareren gang i slaveriet.

Sådan kom der rigelig billig arbejdskraft til øen. Og der skulle virkelig arbejdes for at folk kunne overleve. Man skulle leve af fiskeri og landbrug, men specielt landbruget var en udfordring. Øen var en stor skov, totalt overbegroet og deraf navnet. Madeira oversat til dansk betyder nemlig træ/tømmer. Skoven skulle ryddes, så landmændene kunne anlægge deres små marker. Dette viste sig at være næsten umuligt ved håndkraft. Derfor antændte bønderne små skovbrande, som desværre bredte sig til store dele af øen. Brandene gjorde det af med en stor del af den meget specielle skov, som findes på Madeira, nemlig Laurisilva-skoven. I dag findes den derfor kun to steder på øen. Den udgør ca. 20% af det samlede areal og består af mange træer og planter som kun findes her, og som er med på Unescos Verdensarvsliste.

De små marker blev hovedsageligt anlagt på sydkysten, og der blev specielt dyrket hvede. Men al landbrug behøver jo vand, og på sydkysten kan der i sommerhalvåret gå op til seks måneder uden at det regner, og det var selvfølgelig et problem. I bjergene til gengæld lå der mørke skyer, som nødvendigvis måtte indeholde vand, og dette vand ville de gerne have ført til sydkysten. Så de startede med at anlægge bassiner til opsamling af regnvandet og at grave render, så vandet kunne transporteres fra bjergene og ned til sydkysten. Arbejdet med at anlægge de berømte ”Levadaer” var begyndt. Dette arbejde fortsatte helt frem til begyndelsen af 1900-tallet, og i dag findes der over 2000 km kanaler spredt over hele øen.

Madeira er base og knudepunkt

Nu kunne man jo forestille sig, at i og med at Madeira ligger så langt væk fra Portugal, så måtte de mere eller mindre passe sig selv. Men Madeira spillede en meget vigtig rolle i skibsfartens verden. Madeira blev nemlig en provianteringshavn og et obligatorisk stop for skibe på vej ud i verden. Efter at have opdaget Madeira i 1419, opdagede portugiserne Azorerne i 1427, Senegal i 1445, Guinea i 1446, Gambia i 1457, Kap Verde i 1460 og Ghana i 1470. I 1498 fandt de søvejen til Indien og Brasilien i år 1500. Hvilken bedrift! Og pengene strømmede til. Mange udlændinge slog sig ned på øen for at drive forretning. Specielt gik det godt under sukkerrørets storhedsperiode fra slutningen af 1400-tallet.

En af dem, der kom til Madeira som sukkerrørsopkøber, var Christopher Columbus. Det vides ikke med sikkerhed, hvordan han traf sin tilkommende kone, Filipa Perestrelo. Hun var datter af Porto Santos guvernør Bartolomeu Perestrelo. Men de blev gift og bosatte sig på Porto Santo frem til at hun døde i 1484, hvorefter Columbus tog både til hovedlandet Portugal og derefter til Spanien for at søge finansiering til sin berømte sørejse.

Sukkerrør, druer og lækker Madeira

Efter opdagelsen af Brasilien begyndte eksporten af rørsukker til Europa. På Madeira kunne de ikke hamle op med priserne på de brasilianske rør, og mange valgte at gå over til at dyrke vindruer i stedet for. Vinen de fremstillede, blev eksporteret til hele verden. For at den skulle kunne klare de lange sejlture, som ofte tog flere måneder, tilsatte vinbønderne alkohol til vinen. Efter en kraftig opvarmning af vinen i lastrummet, når skibene sejlede over Ækvator blev madeiravinen sådan, som vi kender den i dag. Der tilsættes stadig alkohol, hvilket gør at alkoholprocenten kommer op på 19-21%, og vinen gennemgår også en opvarmningsperiode på ca. tre måneder, som er med til at give den karakteristiske smag, vi kender så godt.

Faktisk spiller Danmark en rolle for at den lækre Madeira vin stadig kan laves. Tilbage i vinlusenes tid ramte sygdommen nemlig også vinstokkene på Madeira. De gik til. Slut. Men der stod en eneste ensom Madeira-vinstok på en beskyttet plet i admiralitetets gård i København. Det var så langt mod nord, at vinlusene aldrig nåede den. Ellers var sorten blevet udslettet. I stedet lykkedes det at genetablere madeiravinen med behørig hjælp fra vinstokken i Danmark. Den blev podet på modstandsdygtige rødder af vilde vinstokke fra USA. Derfor kan vi altså stadig nyde denne lækre hedvin, takket være den danske flåde.

Funchal, bjergene og blomsterparadiset

De første 100 år af Madeiras historie har lagt grobunden for det, øen har at byde på i dag. Og det er bl.a. den spændende hovedstad Funchal med sine ca. 113.000 indbyggere ud af totalt ca. 255.000. Her ligger de fleste af hotellerne. Selv om der er mange af dem, så har byen alligevel beholdt sit eget præg. Besøg i den gamle markedshal, hvor der er både frugt- og grøntmarked samt fiskehal. Kig ind i den 500 år gamle katedral og lav en prøvesmagning af den berømte madeiravin. Dette bør alt sammen stå på listen over ting, som skal opleves. Og det er så bare i Funchal, for Madeira har så utrolig meget mere at byde på.

Havbassiner ved Porto Moniz

Øen er et paradis for blomsterelskere og naturen er enestående. Det kan bl.a. opleves ved at gå langs en af de berømte levada-kanaler. Eller hvad med en tur til Porto Moniz, øens nordligste punkt? Det er specielt kendt for sine naturlige havbassiner af størknet lava. Eller man kan besøge byen Santana, hvor maderiensernes nybyggerhuse stadig kan ses. En afstikker til øens næsthøjeste punkt Pico Arieiro 1818 m.o.h. lønner sig også. Det samme gør besøg på en vingård eller/og ud at stå på en glasplatform 500 meter over havet ved Cabo Girão, verdens næsthøjeste havklippe.

Cabo Girão

Kom og se – her vil du blive overrasket mange gange

Der er nok at vælge imellem, og gennem Guideservice Danmark kan jeg bookes både til en gåtur igennem Funchals gader eller til ture rundt omkring på øen. Med mig som guide får du ikke kun noget at vide om det, vi ser, men også om maderiensernes dagligdag, forhold og levevis.

Når du besøger Madeira bør du huske at øen har et subtropisk klima men også mange mikroklimaer. D.v.s. at på en og samme dag er det muligt at opleve de fire årstider alt afhængigt af, hvor på øen du befinder dig. Så hav altid lidt varmt tøj med, specielt hvis turen går op i bjergene og over på nordkysten. Og til en vandretur langs en levada-kanel er det vigtig med noget godt fodtøj.

Velkommen til Madeira!

Hilsen, Annette

Comments are closed.