Romantiske borgruiner – 3 steder til sightseeing i Danmark

Romantiske borgruiner – 3 steder til sightseeing i Danmark

Få steder kan inspirere fantasien mere end en stor ruin, på et sted hvor der engang er sket dramatiske ting. Atlantis er nok den mest berømte by der blev lagt i ruiner og siden forsvandt. Problemet med Atlantis er blot, at byen ifølge sagnet blev opslugt af havet og forresten ved ingen længere hvor det lå – ergo er der ingen ruiner at besøge. Men der er altså også nogle interessante ruiner i Danmark. Måske kan de bruges? 

Selvfølgelig kan vi i Danmark ikke matche Pompei, Troia, Akropolis eller templet i Karnak for ikke at nævne Angkor Wat, mayaernes Tikal eller inkaernes Machu Picchu. Danmark byder ind med disse 3, som er mere ydmyge men afgjort meget interessante alligevel: Hammershus, Kalø Slot og Koldinghus. Rækkefølgen er ikke tilfældig. Der er sorteret efter berømmelse og drama. Vi begynder med Hammershus.

Danmarks største borgruin.

Hammershus ligger smukt, helt mod nord på Bornholm, og her har borgen ligget siden højmiddelalderen. Vil man besøge ruinen er der fri adgang. Vil man også se udstillingen om borgen og lære noget om dens historie i det ret nye besøgscenter så er der også fri adgang  – men parkering koster lidt. Der er også en restaurant. Hammershus er et populært besøgsmål. Det menes at der kommer op mod 400.000 besøgende om året. Der er mange gode muligheder for også at komme på tur andre steder på øen, for eksempel med en guide. Se et udvalg her.

Stor borg – lille befolkning

Hammershus er ganske stor – ringmuren der løb rundt om selve borgen er næsten 800 meter lang og dermed er Hammershus den størst borgruin i Nordeuropa. Fæstningen kan virke overdimensioneret for en så lille ø som Bornholm som højst havde en befolkning på en halv snes tusind indbyggere dengang borgen stod i al sin magt og vælde. Forklaringen er selvfølgelig, at borgen i middelalderen skulle være med til at sikre kontrollen med Østersøen. Det handlede ikke kun om storpolitik her, men også om at der var brug for et militært anlæg som kunne tage kampen op mod eventuelle pirater og gøre livet surt for dem.

Hammershus, fotograferet ud af ruinen af det tårn hvor Corfitz Ulfeld og Leonora Christina sad fangne.
Hammershus. Foto: Stefan Asp

De mange middelalderborge

Borge som Hammershus hører middelalderen til. Vi ved at der i middelalderen blev bygget op imod 20.000 borge i Europa, og op imod 6.500 af dem findes endnu, i det mindste som  ruiner. Nogle få er endda stadig i brug, som f.eks. Windsor Castle i England. Så heldig var Hammershus ikke. Langs Rhinen ligger de som perler på en snor. På nogle strækninger af floden er der altid en borg i sigte, og bag flodens næste sving kan der ligger en ny.

Der er et antal rigtige borge fra senmiddelalder/renaissance og en af de flotteste er Egeskov på Fyn. Der er Borreby på Sjælland og Rygård på Fyn. Så er der selvfølgelig de store kongeborge på Sjælland – men de er langtfra ruiner. Og så er der Sønderborg.

Efterhånden som man fik bedre og bedre kanoner var borgene ikke længere gode og sikre forsvarsanlæg. Måske blev de ikke ligefrem revet ned, men efter ca. 1600 fik de lov at forfalde og også Hammershus blev opgivet som fæstningsanlæg. Pudsigt nok stammer de to mest kendte dramatiske historier fra den periode, hvor Hammershus ikke længere var et anlæg man måtte tage helt alvorligt.

Hammershus: En forrædder og nogle oprørere

Den første historie handler om Corfitz Ulfeldt og Christian d. 4.s datter Leonora Christina. Efter Christian d. 4.s død regerede Ulfeld landet i nogle måneder og gjorde hvad han kunne for at indskrænke magten for Frederik d. 3 som skulle overtage tronen efter sin far. Sådan noget er ikke et godt grundlag for et langt, tillidsfuldt samarbejde og der gik politiske intriger i sagen. 

Ulfeldt blev beskyldt for at have begået et stort underslæb og stå bag et giftkomplot mod kongen, rygtet sagde at kongen til gengæld ville få Ulfeldt myrdet. Der var rygter om drab på Ulfelds uægteskabelige børn – altså dem han havde fået med en prostitueret. Det lugter langt væk af smædekampagne og karaktermord. Alt i alt blev situationen så faretruende, at Ulfeld foretrak at forlade landet. Det er en voldsom historie – men for at gøre en lang historie kort: Efter ca. 1650 tjente Hammershus som fængsel, og her sad Corfitz og Leonora som fanger i ca. 1½ år fra 1658. De sad fanget i Manteltårnet, som er det store, firkantede tårn der også står tilbage i dag. Der var også et mislykket flugtforsøg. Corfitz døde siden i landflygtighed, Leonora kom til at sidde jammerligt indespærret mange år i Blåtårn i København. Hun skrev en reality-klassiker om sine oplevelser: Bogen Jammers Minde. 

Den bornholmske opstand.

Ved Roskildefreden i 1658 måtte Frederik d. 3. afstå Skåne, Halland og Blekinge og også Bornholm til Sverige. Selvfølgelig røg Hammershus med i den handel, og den endte med at blive hovedkvarter for de svendske tropper på øen. Eftersom bornholmerne ikke havde svære kanoner, så var det sikkert nok. Troede man. Den næste historie handler om den bornholmske opstand, også i 1658 og den endte med at Bornholmerne befriede sig selv og vendte tilbage til Danmark. 

En svensk officer Prinzensköld holdt Hammershus med ca. 60 kampklare soldater – men det lykkedes præsten Poul Ancher, Jens Kofoed, Rønnes borgmester Claus Kam med flere først at dræbe Prinzensköld, derefter at tilfangetage den løjtnant der som den eneste forstod at bruge borgens kanoner. Men der var svenske forstærkninger på vej og det vidste oprørerne. Hvis det lykkedes dem at komme i land ville spillet være ude.

En røverhistorie som er sand

Ved en serie fantastiske manøvrer lykkedes det gang på gang at narre fjenden, tage lederne til fange i små grupper, overbevise soldaterne om at de var bedre at åbne borgens port og overgive sig. Således lykkedes det at befri Bornholm, så vidt vides uden at mere end 3 svenskere omkom. Det var en fantastisk bedrift. Det er en dramatisk røverhistorie fra det virkelige liv, ikke sandt?

Kalø slotsruin.

Smukt ligger den, Kalø slotsruin, på en lille holm i bunden af Kalø bugt, på sydsiden af Djursland. Sådan er det normalt. De fleste borge ligger smukt, men det er aldrig for den skønne udsigts skyld. Når man valgte at lægge borge på bjerge, bakketoppe eller små øer, så var det for at gøre adgangen vanskelig for angribere. Så længe muren og porten var intakte kunne man nemlig modstå en enorm overmagt.

Den smukke udsigt over Kalø vig med slotsruinen i mellemgrunden. Så flot kan det være i det tidlige efterår.
Foto: Old DaneKalø Slotsruin med Hestehave Skov set fra toppen af RøndeCC BY-SA 4.0

Kalø var svær at belejre

Specielt små øer var gode til forsvar, for i tiden efter krudtet og før de store kanoner var det en almindelig metode at grave tunneler og underminere borgene. “Underminere” skal tages bogstaveligt. Man gravede ned under fundamentet, stillede en tønde krudt og satte ild til. Bum Katrine! Så var der et hul i muren og borgen var færdig med at se godt ud. Nu ved du også, hvorfor voldgrave altid var så populære: vådt krudt er ikke meget værd.

Kalø var engang et stort anlæg – borgen blev anlagt ca. 100 år senere end Hammershus og ligesom Hammershus mistede anlægget sin værdi da kanonerne blev så kraftige, at murene ikke kunne modstå et længere bombardement. Ligesom Hammershus blev også Kalø brugt som fængsel for højtstående fanger. Den allervigtigste er nok Gustav Vasa, der på Christian d. 2.s ordre var sat fast her i 1518-19. Det lykkedes ham imidlertid at flygte og modsat Corfitz Ulfeldt blev han ikke fanget igen. Vasafamillien havde deres centrum i Dalarne, i området ved Mora og det var hertil Gustav Vasa flygtede.

En fange stikker af

I 1520 var der indkaldt til forsoningsmøde mellem den svenske adel og Christian d. 2. i Stockholm. Også Gustav Vasa var inviteret, men han var ikke var helt tilfreds med kvaliteten af Christians form for gæstfrihed og derfor var han blevet borte. Vasaerne var på det parti der ikke ønskede en dansk konge i Sverige. 

Efter det Stockholmske blodbad var Vasa familien den eneste af de magtfulde svenske adelsslægter, der ikke havde mistet en vigtig mand eller ligefrem familiens overhovedet. Det lykkedes Gustav Vasa at sætte sig i spidsen for et oprør som endte med at den danske konge måtte opgive sin ambition om at komme på den svenske trone. I stedet blev det Gustav Vasa. Kalmarunionen var ikke længere et levedygtigt projekt. 

Fra fange til konge: Gustav Vasa

Og alt det kunne ske, fordi det efter sigende lykkedes Gustav Vasa at undslippe fra Kalø gennem en af hemmelighederne – det er de der udvendige murede faldstammer med et toiletsæde over som udgjorde den tids borg-træk-og-slip-uden-skyl. 

Friheden er nogle gange ofre værd. Heldigvis for Gustav Vasa var der ikke langt til vandet og en mulighed for at blive skyllet. Borgen ligger smukt, flugten og frihedskampen er det også. Men når man ser nærmere efter er det altså ikke alle detaljer, der lugter af roser og lavendel.

Genbrug er moderne – men det er langtfra nyt

Og Kalø slot? Det var i mere og mere forældet og forfaldent og det blev simpelthen opgivet som militæranlæg. Efter 1660 blev den opgivet som borg. Det var næsten samtidig med al balladen på Hammershus. I 1672 blev borgen skrællet for indmad, delvist nedrevet og byggematerialerne sejlet til København, hvor de blev genbrugt til at bygge Charlottenborg.

Jamen hvis borge ikke længere duer, hvad skal man så bruge som forsvarsanlæg? Svar: noget med høje jordvolde omkring. Sådan noget kan du f.eks. se ved Spøttrup. Men det fineste eksempel i Danmark er nok Fredericia.  

Koldinghus – kongeborg – ruin – museum – turistmål

Det første Koldinghus stod færdig i 1268, omtrent et halvt århundrede før Kalø. Der er uenighed om nøjagtig hvorfor der blev bygget en kongelig borg her – men en af grundene var måske, at Kolding var grænseby. Hertugdømmet Slesvig begyndte lige på den anden side af Kolding Å, ca. 1½ km. borte. 

Området er rigt på seværdigheder og der er mulighed for guidede ture også: Selve byen er interessant, der er Skamlingsbanken, Christiansfeld og lidt længere ude Fredericia med sit voldanlæg.

Koldinghus er både en romantisk ruin af en kongeborg og en rigtig turistmagnet
Koldinghus. Foto: VisitKolding

Glansen går af borgen

I 1808 blev Koldinghus forvandlet til en ruin. Det var atter krigstid, og det gik mildt sagt ikke godt for Danmark. Det var ikke fjendernes skyld at det gik så galt på Koldinghus. Det var simpelthen sort uheld. Danmark var allieret med Frankrig og Napoleon havde også sendt nogle hjælpetropper til landet. De var indkvarteret på Koldinghus og i den kolde vinternat fyrede de for hårdt i kaminerne. Flammerne slot højt op i skorstenen. Der var lagt varmluftkanaler at træ ind mellem etagerne på Koldinghus og man mener det var her ilden startede. Med en brand i etageadskillelsen, under gulvet og over loftet, er det ikke let at komme til at slukke. Den røde hane galede, slottet stod ikke til at redde, branden varede i flere dage og den flotte kongeborg var forvandlet til en ruin.

Det lykkedes at bære store dele af løsøret – stole, borde, bænke, tæpper og andet – ud og redde det. I mange år efter kunne man derfor rundt omkring på egnens gårde finde enkelte fine tallerkener, løsøre, møbelstykker. Det var ikke særlig romantisk – men det er de to historier vi disker op med her. Romantiske, ja, men ikke Peter Plys møder Bamseline-nuttet romantiske. De er faktisk ret barske bege to. 

Blandt de mange sagn om Koldinghus vil vi byde på to. Først er der historien om blodpletten, der aldrig kunne vaskes af og så er der den om skomagerens datter og prinsen.

Men der er barske historier med tvivlsomme moraler

På Koldinghus boede i forgangen Tid en Konge, som havde kuns en eneste Datter. Og der hun forså sig, og ikke kunde skjule sin Synd (=hun blev gravid og det blev 7. måned), blev Faderen hende så ond, at han dømte hende til at lide Døden. Men, efterdi hun altid tilforn havde haft Dansen kær, var det nu hans hårde Vilje , at hun skulde dø ved Dansen.

Derfor udsøgte han af sit Ridderskab ni af de færdigste Dansere, befalende, at de, en efter anden, skulde danse med hende, indtil hun ei havde Aande mere. Men var de end vel øvede i Dansen, og for de end nok saa grumt med hende igennem de lange Sale, så blev de dog alle trætte, før hun ganske måtte opgive. Og da hun sådan havde danset de ni Riddere trætte og havde endda Kraft tilovers for livet, harmedes Kongen, hendes Fader, så meget over det, at han, selv tiende, greb hende for at fuldbyrde Dommen.

Men da ogsaa han mærkede, at han ikke formåede mere, greb han sin Dolk og overskar med den hendes Belte. Da for Blod ud af hendes Mund, og omkom hun saaledes i Faderens Arme. Men medens Borgen endnu stod, var der på Gulvet en Blodplet som ingen lud eller Vask har kunnet aftvætte.

Javel så, siger vi. Men kan det nu virkelig passe. Og havde prinsessen et tryllebælte? Og hvad er det for et prinsessesyn? Hun kan lide at danse og så skal hun danses ihjel? Bvadr. Sikke en gammel ridderskik, ham faderen. Det må have været i VIRKELIG gamle dage, for der er også en historie om Christian d 3. hvor den kongelige kronprins opfører sig en hel del bedre og ikke er helt så dydsiret på andres vegne.

H C Andersen og Kasper Markdanner: skomagermor og kongelig far? Eller sludder og vrøvl?

Her kommer historien: Engang da Kong Christian den Tredie endnu som Prinds opholdt sig paa Koldinghus skete det en Sommerdag, da han gik ud paa Jagt, at han i Erstskov mødte en ung og meget smuk Bondepige. Prindsen fandt stort Behag i hendes Aasyn og spurgte hende, hvem hun var, og hvorhen hun gik. Hun fortalte da, at hun var en Skomagers Datter fra Andst, og at hun bragte en Krukke med Jordbær til Byen.

Da bød Prindsen hende, at bringe sine Jordbær til Stegerset paa Slottet og siden komme til ham, at hente sin løn. Følgen deraf var, at hun oftere kom til Slottet, og at Prindsen forelskede sig i hende, saa at hun blev med Barn ved ham. Efter hendes Nedkomst lod Prindsen sørge for dette Barns Opdragelse og Undervisning , medens Moderen fik en Bondegaard i Andst Sogn.

Dette Barn blev faldt Casper Dannemark, men siden blev Navnet ved Omsætning forandret til Markdanner. Han blev lensmand paa Koldinghus og ophøjet i Adelstand. Dog kunde hans Misundere aldrig glemme, at hans Moder var en Skomagers Datter, hvorfor de engang lod overstryge hans adelige Vaaben i Kolding Kirke med Skomagersværte, hvilket gav Anledning til, at han over den vestre Kirkedør lod sætte følgende Indskrift, i det tyske Sprog:

“Eigennutz, heimischer Neid, kindischer Rath/Rom und Troja zerstöhret hat./Wo Tugend nicht so hoch wird geacht/Als Geburt und Pracht ,/Da Land und Regiment werden übel bewacht,/Und in die Länge/Gehen sie Krebsgänge.”/1593. C. M.

Ruiner og romantik

Jovist. I dag står ruinen efter det gamle kongeslot der endnu og tjener som museum. I nyere tid er der ikke kommet nye, mere eller mindre galante historier om prinser og prinsesser til – men den fodsti som fører rundt om slottet hedder kærlighedsstien, så romantikken lever videre. 

Tanken bag museet var at ombygge ruinen til noget tidssvarende, samtidig med at man ikke slører at ulykken har ramt bygningen og at der altså ER tale om en ruin. Dette projekt blev anført af arkitekten Johannes Exner og blev så vellykket at projektet fik Europa Nostra prisen. Så slottet er vakt til live igen og har indtaget sin retmæssige plads blandt de største seværdigheder i det sydlige Jylland.

Comments are closed.