Dresdens hvide guld – paladser, kunst og kineserier

Dresdens hvide guld – paladser, kunst og kineserier

Udsnit: Snebollevase – blomster og nymfer og kongens kontrafej.
Fremstillet i Meissen i 2. halvdel af 1700-tallet

Er det ikke længere fint nok for kongen at spise af guldtallerkener så er der jo altid – porcelæn

I et tidligere indlæg har vi fortalt om hvordan det gik til, at en alkymist ved navn Böttger sad i arrest i Dresden og hvordan han var med til at opdage opskriften på porcelæn i en kvalitet som overgik alt det bedste, der kom fra Kina. Dette porcelæn blev til Dresdens eller endda Tysklands hvide guld. Fra begyndelsen var det et kostbart materiale, der skulle bruges til at fremstille kunstgenstande og kaste glans over den, der ejede det mest fantastiske nips.

Faktabox
Indtil bombehaglen ramte i 1945 var Dresden en barok drøm ved Elben. Dresden ligger i et smuk og rigt og frodigt landskab og i dag er de vigtigste dele af byen genopbyggede og står næsten i sin gamle pragt og herlighed og byen er igen er en af hovedseværdighederne i Tyskland.

Dresden-fakta:
Hovedstad i delstaten Sachsen, der indtil 1918 var et kongerige. Indbyggertal: lige godt 550.000 Efter kommunismen er byen kommet økonomisk godt igen – økonomien er ret god. Borgmesteren er fra FDP, som bedst svarer til partiet Venstre i Danmark. Situationen er mudret i byrådet. Miljøpartiet Die Grünen er størst.

Dresden er et fantastisk rejsemål, og GuideserviceDanmark glæder sig over at have mange rejseledere som er begejstrede for området og for Tyskland og også et udvalg af egne ture.

Siden er porcelænet blevet meget billigere, og det har gjort livet bedre, sikrere, sundere og mere komfortabelt for mange milioner af menneskene. Men det startede som noget andet. Det var eksklusivt, som i “den vildeste luksus”.

Hvordan var det nu med ham alkymisten Böttcher?

På fyrstens ordre søgte han jo egentlig en metode til at fremstille guld af bly og kviksølv og andre giftige materialer, men det lykkedes ham ikke. I stedet kom han til at spille en central rolle i opdagelsen eller opfindelsen af det hårde, europæiske porcelæn. Siden har verden ikke været den samme, kunne man sige – og det er der flere grunde til. Her er lidt af historien.

Senest siden den tidlige middelalder var kinesisk porcelæn og silke nogle af de mest  eftertragtede luksusvarer blandt de rige og mægtige i Europa. I skatkammeret i Markuskirken i Venedig står en kinesisk porcelænsbeholder. Noget tyder på at den kunne være hjembragt af selveste Marco Polo, da han vendte tilbage fra sine rejser i 1295. Hvis det er sandt, så er det et af de første stykker ægte porcelæn, der nåede til Europa. På dette tidspunkt havde kineserne fremstillet porcelæn i over 1000 år, mens europæerne stadig spiste af lertøj, stentøj eller trætallerkener, kongen af guldtallerkener og hoffet af sølvtallerkener – og de spiste stadig med fingrene.

Hvem opdagede porcelænet først?

De lærde strides om, nøjagtig hvornår der første gang er blevet fremstillet noget, der med rimelighed kan kaldes porcelæn. Meget tyder på at det skete i Kina under Han-dynastiet, d.v.s på et tidspunkt mellem år 25 og år 220. Håndværket og produktionen blev finere og finere i de følgende århundreder, og at det lykkedes kineserne at holde opskriften og fremgangsmåden hemmelig for konkurrenterne, indtil…..

Indtil hvad? Indtil hollænderne i 1600-tallet begyndte at sejle på Kina, handle og tage porcelæn med hjem, herunder de berømte Ming-vaser. Dynastiet i Kina på den tid hed nemlig Ming. Indtil det i 1708 lykkedes at opfinde en ny og tydeligt bedre kvalitet porcelæn i Meissen, i kurfyrstendømmet Sachsen. Og da det efter kun et par år også lykkedes at udvikle en god glasur, så var man klar til at starte produktionen for alvor. Man var ikke længere bagud i forhold til kineserne.

Kurfyrste August den Stærke var stolt – han havde monopol på opskriften og kunne nu dupere kontinentets andre kronede hoveder fordi han havde noget flot, smart og lækkert som de ikke havde. Billedet er en buste af August, netop af Meissen porcelæn

Og her er han så, August den stærke. Navnet skyldtes ikke hans politiske styrke. Han var fysisk stærk og kunne mase drikkebægre og vinkrus af sølv sammen med hænderne.

Herefter gik porcelænet sin sejrsgang i Europa. “So ein Ding müssen wir auch haben”, lød devisen hos naboerne, og så gik de forskellige kronede hoveder ellers i gang – det lykkedes ikke sachserne at holde på hemmeligheden i mere end nogle få år. Efterhånden bredte kendskabet til opskriften sig ud over Europa.

Ingen nøjagtig opskrift på porcelæn

Der er ingen “perfekt” måde at blande ingredienserne på, men her er et eksempel. Rundt regnet skulle man bruge 2 dele kaolin (en slags hvidt ler), en del kvarts og en del feldspat. I det meget fine hvide engelske porcelæn som hedder bone china kan man i stedet blande ca. 4 dele kaolin med 6 dele aske af brændte dyreknogler, og navnet kommer selvfølgelig fra de ben man anvendte. Og så havde man selvfølgelig brug for keramikere som kunne forme tingene, folk med forstand på ovne som kunne brænde tingene på rette måde ved de høje temperaturer som hårdt porcelæn behøver. Ovnene blev fyret op med træ til langt over 1000 grader. Og så var der brug for de dygtigste porcelænsmalere til at dekorere. For meningen var jo først og fremmest at fremstille kunstobjekter som kunne kaste glans over deres ejer, som nu for eksempel den vase du lige har set. 

Porcelæn er kongeligt og prægtigt

Porcelæn var dyrt – figurerne skulle være kunstværker der kom i konkurrence med de ting som guldsmede og sølvsmede fremstillede. De fineste eksemplarer blev i nogle tilfælde ligefrem betalt med deres vægt i guld. Man kunne let få den tanke at det stadig er sådan. Dette billede af en mere beskeden snebollevase tog jeg på museet i porcelænsfabrikken i Meissen i sensommeren 2020. Vasen på billedet er ca. 20 cm høj og prisen er angivet i Euro – i kroner sniger vi os forbi de 50.000,- I sammenligning med dette prisniveau er vaserne og figurerne fra den kongelige porcelænsfabrik i Danmark jo nærmest et fund.

Snebollevase fra nutiden – traditionen fortsætter. Eget billede.

I Danmark var man ret sent ude med at starte en porcelænsproduktion, her åbnede Den Kongelige Porcelænsfabrik først i 1775, i Preussen startede man KPM i 1763 og havde sikkert kunnet starte før hvis ikke der var kommet en 7 års-krig i vejen. Svenskerne var forbilledligt tidligt på færde. Rörstrand startede allerede i 1726. I England producerede man fra midten af århundredet i Chelsea, Derby og Worcester, men egentlig blev England mest kendt for det fine stentøj “Jasperware” som man lavede og fortsat laver hos firmaet Wedgwood. Og der er selvfølgelig også det kongelige franske Sères porcelæn. Men nu tilbage til Dresden og de spor, som fascinationen af Det Fjerne Østen og Kineserierne har efterladt. Porcelæn er et godt sted at starte. Men der er også både paladser at se på og frække historier at fortælle.

Kineserier og dekorationer.

Et af Dresdens flotteste barokpalæer ligger overfor det historiske centrum, på Elbens venstre bred, lige en anelse højere oppe ad floden end det hertugelige residensslot og med udsigt over floden til blandt andet den berømte Semper opera. Det Japanske Palæ, hedder det. Navnet skyldtes, at kurfyrst August ønskede sig et slot som skulle være inspireret af Japan og hvor vægge og lofter og tag, alt skulle være beklædt med porcelæn. Sådan kom det ikke til at gå men planen om et monument af porcelæn blev ikke fuldstændig opgivet. I stedet valgte en af hans efterfølgere ca. 150 år senere at lave en 102 meter lang og mere end 10 meter høj porcelæns billedfrise i forbindelse med residensslottet som ligger på Elbens højre bred. Frisen kaldes “Fürstenzug”, det er en billedparade og viser en slags kongerække på vandring gennem århundrederne.

Fürstenzug

Billederne forestiller de forskellige overhoveder fra Wettinerfamilien. Det var den fyrstefamilie som siden middelalderen var herskere i Sachsen. Først efter 1. verdenskrig blev de sat fra bestillingen. Nærmest som ved et mirakel overlevede frisen luftbombardementet i marts 1945 temmelig uskadt, selv om den stod i et område hvor stort set alt andet blev brændt ned eller jævnet med jorden.  Er du interesseret i keramik på bygninger, så fortæller Annette om de blå kakler i Lissabon her. Og nu tilbage til de japanske palæ.

Licens: Se nederst i artiklen.

Det japanske palæ har et specielt tag

Meningen var, at man i det japanske palæ skulle udstille fyrstens rent ud sagt fyrsteligt store og kostbare porcelænssamling. Årene har desværre ikke behandlet palæet mildt. Blandt andet fik det et så alvorligt pulver under under anden verdenskrig, at restaureringsarbejderne 75 år senere endnu ikke er afsluttede. Inde i slottet står en hel del rum stadig mere eller mindre rå tilbage. Også parken blev ødelagt ved den lejlighed, men i dag er det ydre repareret og på de pagodelignende hjørner på taget kan man med lidt god vilje se inspirationen fra Japan. Resten er typisk barokslot ca. anno syttenhundredehvidkål, og det er et besøg værd.

Licens: Se nederst i artiklen.

Canaletto-udsigten

Paladsets beliggenhed er vidunderlig. Der er bla. a. udsigt fra parken over til den smukkeste del af Dresdens barokke centrum. Det er ikke noget tilfælde, at stedet hedder Canaletto-udsigten. Det er nemlig opkaldt efter en venetiansk maler, der en gang tilbage i syttenhundredehvidkål stod på dette sted og malede nogle legendariske billeder af Dresden, sådan som byen så ud dengang. Og sådan ser der ud i dag, hvis man går ud i parken og vender sig nord.  

Licens: Se nederst i artiklen.

Lige på den anden side af floden ligger den barokke bykerne. Til højre ligger Hofkirche, som er et barokt mesterværk, men som i mine øjne også er stedet hvor man kan tillade sig at ryste lidt på hovedet og mumle for sig selv: “Den er totalt barok.” I midten ligger det kongelig residensslot og på en sidefløj er Fürstenzug placeret. Desværre kan man ikke rigtig se det på billedet. Den kuppel som stikker op til venstre er Frauenkirche – den bykirke som Dresdens borgere opførte som modvægt til fyrstens katolske hofkirke. Frauenkirche har sin egen, interessante historie og er en af Tysklands flotteste barokkirker. I det ydre er den tilbage til fordums glans efter krigens ødelæggelser og bliver så meget søgt af turister at der ofte kan være en lang ventetid på at komme ind.

Det japanske palais er ikke længere et porcelænsmuseum hvor de uvaskede massser kan beundre kongens flotte nips. I dag er det stadig museum, men opgaven er en anden i dag. Der laves udstillinger om forhistorie og arkæologi samt etnografi og særlige temaudstillinger. Et par kilometer længere nede ad floden ligger så det bedste eksempel på kineseri-arkitektur i Dresden: Schloß Pillnitz. Og her er det så også, at historien bliver lidt fræk.

Schloß Pillnitz – det mest japanske slot vest for Japan?

Nej, overhovedet ikke. Pillnitz er ikke mere japansk end en Yankiebar er amerikansk.  Man kan godt se på tagkonstruktionen at der er noget japansk inspiration, det er sådan lidt pagodeagtigt, ikke? Det her er noget andet, som er både frækkere, sjovere og i grunden også forkasteligt: Pillnitz er det slot, som kurfyrsten købte i 1706 for at forære det til sin officielle frille, Anna Constantia von Brockdorff, rigsgrevinde Cosel. August var en af parterne i den Store Nordiske Krig, han var på samme side som Danmark og året 1706 blev August den Stærkes tropper afgørende slået af den svenske hær. Derfor måtte August følge den svenske konges pålæg og nødtvungent give afkald på Polens kongekrone. Pengekassen var tom, hæren ødelagt, fyrsten politisk i knæ, men et slot til elskerinden skulle der altså være råd til! 

Licens: Se nederst i artiklen.

I de følgende år arbejdede August selvfølgelig ihærdigt for at genopnå kongeværdigheden, og i dette spil blev det i stigende grad ubelejligt for ham, at Anna Constantia var protestant. At han allerede var gift spillede tilsyneladende ikke en større rolle for hans overvejelser.

Religion og (u)moralske hensyn?

Af fintfølende hensyn til den polske adels moralske normer burde en kongelig frille nemlig være katolik, mente August! Så han arrangerede sig med en polsk adelsdame med det tyskklingende slægtsnavn Dönhoff og hun skulle da også have et gods i gave. Man kan gætte sig til at der er blevet tænkt og sagt grimme ting mellem Anna Constantia og August og i 1712 endte denne kongelig affære med en pinlig situation. Rigsgrevinden blev simpelthen forvist fra hoffet, først til Schloß Pillnitz og sidenhen i fæstningsarrest i Burg Stolpen, hvor hun endte med at sidde til sine dages ende i 1765, i alt i 43 år. Baggrunden var pinlig. Kongen havde skrevet et kompromitterende brev, rigsgrevinden havde det stadig og havde forsøgt at flygte, og hvis det var lykkedes hende, så ville det være blevet til en stor og meget ubelejlig skandale for August. Hun kunne ikke længere få lov at blande sig med folk og fortælle hvad der ikke måtte fortælles. Ergo: livsvarigt fængsel.

Efter et par år købte August sin gave tilbage til markedspris, for da han var en mand af ære kunne han jo ikke bare beslaglægge Schloß Pillnitz! Vi lader lige denne handlemåde stå et øjeblik. 

Pillnitz – en hovedseværdighed

På grund af sin smukke beliggenhed og på grund af den smukke park der omgiver slottet er Schloß Pillnitz også i dag en af Dresdens hovedattraktioner – der er i dag den fineste engelske landskabshave, et kunstindustrimuseum og et anløbssted for godolsejlads på Elben. August brugte en gondol når han elegant kom anstigende fordi han skulle på et galant besøg hos sin elskerinde, rigsgrevinden. Gondolen findes stadig, og er udstillet på slottet. 

Sådan en har du bare ikke, æh bæh

Dresdens hvide guld blev i første omgang fremstillet for at lave de fineste kunstobjekter, som skulle kaste glans over fyrsten og hans hof og hans fyrstendømme Sachsen. I et par årtier lykkedes det at forblive absolut førende i Europa. Der skulle fremstilles figurer, en slags kongeligt nips der bl.a. kunne bruges til borddekorationer. Dette er  forgængerne og forbillederne til de porcelænsfigurer vi også kender i Danmark, for eksempel fra Bing og Grøndahl eller Den Kongelige Porcelænsfabrik. De er ikke moderne i øjeblikket, vi husker dem fra bedstemors tid.

Porcelænskunst af den fineste art

For en moderne danskers smag kan det indimellem virke lidt opskruet, for eksempel når men ser denne nymfe, som holder en konfekttallerken. Snerpede, det var de i hvert fald ikke omkring hvad der kunne stilles på bordet dengang i 1740 og efter 1800 fik blufærdigheden et stærkere tag i pocelænsdesignet. Der blev stort set ikke produceret soft-porn figurer af denne type mere.

Licens: Public Domain.

I nogle tilfælde er disse figurer stadig i produktion. Her nedenfor ses et billede jeg tog på Meissens fabriksmuseum. Det er fra nogenlunde samme periode, jeg tror det er lidt nyere, et par årtier, fiddelihutterne på figurens fod ser lidt rokoko ud, men helt ærligt: jeg glemte at kigge på planchen da jeg tog billedet. Ingen årstal denne gang.

Lidt tættere på porcelænet:

Måske kommer detaljerne ikke så tydeligt frem på en computerskærm, men jeg skal hilse og sige at denne figur kvalitetsmæssigt er blandt det det bedste, der nogensinde er lavet i porcelæn. Se det tøjstykke hun med forbavsende klodsethed forsøger at gøre sig tækkelig med. Det er bemalet med blomster i en utrolig detaljerigdom, porcelænsblomsterne på figurens fod står skarpt, man kan skelne fuglenes fjer. Bemærk forresten at førsteelskeren ligner H C Andersen lidt. Netop den pudsighed er med sikkerhed et tilfælde, for figuren er ældre.

Eget billede.

Svanestellet – et hovedværk

I Danmark har de fleste hørt om Flora Danica Stellet, som kongehuset bruger. Denne suppeterrin er del af et andet service, som er blandt de ældste, berømteste og fineste, der nogensinde er lavet. Det er ikke for meget at sige, det er historisk. Det hedder svanestellet, og det blev fremstillet i Meissen årene omkring 1740. Måske synes de fleste moderne danskere at terrinen er overdekoreret og aldeles gysselig? Det kan med sikkerhed ikke tåle at gå i opvaskemaskinen og der er nok heller ikke plads til den derinde. Det mest overraskende? Man kan stadig bestille sådan et stel.

Svaneterrinen

Licens: se nederst i artiklen

Og hvis du skulle få lyst til at hente den barokke taffel- og festkultur op i nutiden, sådan som de foreslår på Meissens hjemmeside, så kan du også i dag blive den glade ejer af sådan et service, men du bør nok lige lave et hurtigt overslag over prisen i hovedet. Et æggebæger koster rundt regnet kr. 4300,- En suppekop er alt i alt et bedre køb fordi du får mere for pengene, prisen ligger til gengæld på omkring kr. 7250,- og en tepotte ville koste omkring kr. 13.000,- Jeg kender ikke prisen på sådan en suppeterrin, men jeg tænker man i stedet ville kunne købe sig et parcelhus på en af de mere oversete adresser. Jeg tvivler på at du ville kunne få det komplette service med tilhørende kandelabre og bordpynt til en festbanket for den pris, du kunne få hvis du solgte din mellemstore, danske herregård. Her kan du se mere.

Den, der havde opskriften på hvordan porcelæn skulle blandes kaldtes en arkanist og arkan betyder hemmelig – og arkanister var der ikke mange af i begyndelsen. Først efter 1800 blev teknologien og opskrifterne almindelig kendt. Porcellænsarbejderne på gulvet kendte kun udvalgte dele af processen, og kun meget få kendte hele den hemmelige opskrift på, hvordan porcelænet skulle blandes. Derfor lykkedes det også at Porcellænsmanufakturen i Meissen at bevare hemmeligheden i nogle årtier, også selvom  det myldrede med spioner i Meissen. Spionerne arbejdede for resten af Europas kronede hoveder eller håbede at få fat i hemmeligheden så de kunne sælge den videre – et eksempel på industrispionage fra enevældens tid. 

Manufakturen lå de første mange år lå i Albrechtsburg, en senmiddelalderlig borg med vindebro og voldgrav, og det var simpelthen for svært at komme ind og spionere. Det var en af grundene til at det alligevel tog et par årtier, før hemmeligheden slap ud til flere. Efter ca. 1760 gik det hurtigt – der kom flere og flere og flere porcelænsmanufakturer, i takt med at know-how spredte sig. I 1775 åbnede den Kongelige Porcelænsfabrik i København og her er det lykkedes at opbygge en produktion, som i kvalitet og skønhed ikke står tilbage for nogen.

Det er meningsløst at spørge, om Sèvres, Meissen, Nymphenburg eller den kejserligt russiske Lomonosov fabrik lavede de smukkeste eller bedste ting. Alle leverer fremragende produkter. Men det er en anden historie. Skulle man have lyst til selv at se nogle de smukkeste eksempler fra Danmark og Den Kongelige Porcelænsfabrik, så er der den fineste udstilling i Danmark i skatkammeret på museet Clay i Middelfart

Svanestel, servante, wc og bidet…

Porcelænet er en vigtig del af vores kulturhistorie og det er også blevet en vigtig del af almindelige menneskers hverdag. I Dresden og Meissen kan man se hvor det hele startede og se nogle af de fineste eksempler på de prunkstykker, fyrster fik fremstillet for at kaste glans over sig selv og deres fyrstestat. Først langt senere blev porcellæn hvermandseje.

Fra omkring 1800 begyndte man at fremstille “Gesundheitsgeschirr” i Tyskland. Det var hvide, ubemalede fade med en glasur, der ikke afgav tungmetaller som bly – og som var nemme at holde rene. Dette var helt klart bedre end at spise af trætallerkener, eller lertøj som ikke er tæt, som er skørt og har en tendens til at springe hvis de udsættes for store temperaturskift. Lertøj opsuger væsker og fedt og kan ikke gøres helt rent. Skulle du generelt have interesse i keramik, så har Annette skrevet lidt om de portugisiske kakler i et andet indlæg.

Teknisk porcelæn

Andre vigtige fremskridt: porcelænstænder til gebisser og tandkroner. Servantesæt af porcelæn er bedre end træspande eller blikspande, så man kan vaske sig og holde sig bedre ren. Køkkenvaske. Toiletter. Glaserede kakler gør det muligt at holde rent på steder som køkkener og badeværelser, men også på steder hvor der produceres fødevarer eller er brug for høj hygiejne som f.eks. operationsstuer eller slagterier. De hvide isolatorer til telegrafpæle, telefonledninger eller elektriske hegn til landbruget er blevet et sjældent syn i dag, men de har været en vigtig del af udvikling og fremgang. Porcelænet gør god tjeneste mange steder i dag.

Takket være bedre oven og rationel produktion er det blevet så billigt at man kan købe fine tallerkener fra omkring 20 kroner og hvis man går virkelig hårdt til værks kan de fås på kræmmermarkeder og lokkemarkeder til en femmer. De er så slidstærke, at de kan holde til almindelig hverdagsbrug i årtier og de fleste af os vil nok mene, at de er bedre en tallerkener af emaljeret blik, glas eller plastik. Böttchers opdagelse fra 1708 har skabt grundlaget for at ændre vores fælles liv til det bedre og det har vist sig at være en gave, der ikke bliver umoderne. Dette er stadig sandt. Selv om porcelæn ikke længere kan siges at være eksklusivt, hvidt guld som er forbeholdt samfundets absolutte top så er det noget fint, godt og nyttigt. Alene af den grund fortjener Böttcher at blive husket.   

Billedlicenser:

Fürstenzug: Kora27, Fürstenzug in der Augustusstraße in Dresden…IMG 7478OB1, CC BY-SA 4.0

Det japanske palæ: X-Weinzar, Dresden Japanisches Palais, CC BY-SA 3.0

Canaletto udsigten: Christoph Münch, Dresden Altstadt – Dresden Canalettoblick mit Frauenkirche, Foto Christoph Münch, CC BY-SA 3.0

Schloß Pillnitz: Reneman, Schloss Pillnitz Neues Palais 2010-09-15, CC BY-SA 3.0

Svaneterrinen: Rufus46, J. J. Kaendler Terrine aus dem Schwanenservice, 1738, Lustheim-1, cropped, color adjusted, CC BY-SA 3.0

Comments are closed.