Antikken møder det moderne
- og resultatet er smukt.
Man skal ikke bringe ugler til Athen, lyder et gammelt ordsprog. Spøjst tænker du måske, men hvad forbinder man ofte ugler med? Visdom. Med mange store tænkere gennem tiden, så er Athen jo et fjollet sted at medbringe noget, de allerede har.
Athen har været en yndet destination for rejsende i flere tusinde år. Byen har med sin storslåede historie og sit utroligt nytænkende oldtidssamfund på mange måder skabt rammerne for det samfund, vi har i dag. Athen er den dag i dag stadig en by, hvor historien er til frit skue. Der er gamle templer og arenaer, man kan spise god mad og så er der næsten altid godt vejr. Der er ufattelig mange gode grunde til, at Athen skal være din næste storby-destination. Mange flere end jeg har mulighed for at fortælle om her. Jeg vil dog give det et skud.
Skulle din interesse i en tur til den græske hovedstad være intakt efterfølgende, så anbefaler jeg, at du booker en guide, der for alvor kan vise middelhavsbyen frem. Indtil da ønsker jeg god læselyst.
De kaldte det Parthenon
En bankende lyd af mange tusinde mejsler. Løftestænger og kiler, der banker sig ind i det gigantiske marmorbjerg. Arbejdet kan høres gennem hele byen. Med det ene stød efter det andet kommer de svedige stenhuggere dybere og dybere ind i Mount Pentelicus uden for Athen. Marmorblokke på helt op til 40 tons frigøres. Flere steder kan udmattelsen høres, men i dette øjeblik hører man også en begyndende jublen. På vej ud af stenbruddet ses nemlig en søjletop.
Det er ikke den første, og absolut heller ikke den sidste, der langsomt finder vej ud af stenbruddet på en kraftig slæde.
Vi befinder os i året 443 f.Kr., cirka halvvejs inde i byggeriet af Athens største varemærke. Stenhuggerne kan i den fjerne horisont se Akropolis, der tårner sig op over landskabet i centrum af den stærke bystat Athen. Oppe øverst er mange af stenene fra bruddet allerede placeret bag et kæmpestort træstillads. De er begyndt at danne et fantastisk smukt og skinnende, hvidt marmortempel. Der går yderligere fem år, før dette overdådige og avancerede tempelbyggeri når sin afslutning. Det står i dag tilbage som det måske mest imponerende tempel, oldtidens verden fik at se.
Om det helt præcist er sådan, det har fundet sted, skal jeg lade være usagt, men det er nok ikke helt hen i vejret.
På toppen af Akropolis
Hvad der derimod stadig den dag i dag er helt hen i vejret, er Parthenon templet på toppen af Akropolis. Bogstaveligt talt. Det er utvivlsomt et af de mest berømte bygningsværker i verden og Athens klare varetegn. Du skal nok blive imponeret, når du ser det, men det er godt at have sat fantasien lidt i gang inden da, så du kan forestille dig, hvor fantastisk det fremstod for 2500 år siden. Marmortaget, de hvide marmorvægge, de smukt farvede relieffer på frisen over søjlerne og den kæmpestore statue af Athene var bare nogle af højdepunkterne.
At templet har nogle år på bagen - og en hel del krige - kan tydeligt ses nu. Da Osmannerriget erobrerede Athen i 1456 var templet stort set intakt. I og med at tyrkerne muligvis brugte templet som moske, så sørgede de for at vedligeholde det.
Med tiden blev Akropolis, grundet dets høje beliggenhed, et fort, og da venetianerne i 1687 forsøgte at erobre byen, blev Parthenon ramt af kanonkugler. Det førte til at templets midterparti væltede.
Templet står ikke desto mindre stadig i dag i sin doriske stil med otte søjler for enderne og 17 langs siderne. Det er faktisk usædvanligt, da man normalt kun ser seks søjler for enden af et dorisk tempel. Fortællinger og beskrivelser af Parthenon kunne nok fortsætte i evighed, men der er ingen tvivl om, at du får mest ud af at se det i levende live. Oplevelsen er en unik en af slagsen. Et besøg til Grækenlands hovedstad er først komplet, når du har stået på fantastiske Akropolis og beundret Parthenons høje marmorsøjler. Og får du ikke nok af det, så er Akropolis-museet bestemt også et besøg værd.
Panathinaiko Stadion
Athen er selvfølgelig ikke bare Parthenon. Athen er et skatkammer af arkitektur, historie og politik. Der er et hav af oldtidstempler og andre historiske og arkitektoniske skatte. Lad os starte med noget for de sportsinteresserede.
En af de smukke ting ved at være turist i Athen er, at alle de ting, man "skal se", ligger tæt på hinanden. Ikke langt fra Akropolis finder man det gamle Panathinaiko stadion. Det er et sportsstadion, hvor de første moderne olympiske lege blev afholdt i 1896. Men det har rødder meget længere tilbage. Det er rekonstrueret efter resterne af det oldgræske stadion, og er det eneste stadion i verden, udelukkende bygget af hvidt marmor.
Stadionet blev bygget i oldtiden, hvor det dengang havde træklædte siddepladser. Det blev genopført i marmor i 329 f.Kr., inden det i 140 e.Kr. blev udvidet og renoveret, så der var plads til 50.000 tilskuere. Det blev brugt til sportsdelen af de Panathenæiske lege, som blev afholdt til ære for gudinden Athene.
Hvis du ser stadionet og tænker, at det da umiddelbart ser lidt spøjst ud, så er det ganske forståeligt. Det blev bygget længe før, man standardiserede idrætsanlæg, layout og baner. I stedet for den mere ovale form, vi normalt ser på et olympisk stadion, så har Panathinaiko-stadionet fulgt den ældgamle hårnåle-model. Det betød, at der ikke blev afholdt de klassiske atletiklege her, da Athen i 2004 igen var vært for de olympiske lege. Man nøjedes i stedet med bueskydning, kuglestød og afslutningen på maratonløbet. Netop fordi stadionet er så anderledes og unikt, er det et besøg værd. Der er et olympisk museum under marmorpladserne, og den lave entrépris gør, at du næppe kommer til at fortryde at bruge en times tid på et gammelt stadion, som gennem tiderne har set mageløse sportsbedrifter.
Athens Agora
Er du mere politisk interesseret, så er Athen også din hjemmebane. Et godt sted at få indfriet de forventninger er ved Athens Agora. Agora er det græske ord for "Torv". Alle græske byer havde et sådant, hvis de skulle anderkendes som byer. Her foregik alverdens aktiviteter såsom handel, byens administration og retspleje. Det er blandt andet her, at store tænkere som Sokrates har færdes. Hans yndlingssted på pladsen skulle efter sigende have været templet for Zeus. Et andet tempel på Agoraen, der er et besøg værd, er Hefaistos-templet. Det blev bygget til ære for Oldtidens smedegud, Hefaistos, og det er placeret i området længst væk fra indgangen. Det betyder, at der ikke er mange turister, hvilket er ærgerligt for dem, for de misser det bedst bevarede oldtidstempel i hele Grækenland.
Agoraen var imidlertid mere end blot et sted med templer. Den politiske proces i Athen tog normalt sit udgangspunkt på torvet, hvor byens mænd i rådsbygningen afgjorde samfundsproblematikkerne. Man siger, at demokratiet, der betyder folkets styre, blev født på disse torve i Grækenland. Det er dog værd at bemærke, at demokratiet i det antikke Grækenland var meget anderledes, end det vi kender i dag. Der var utrolig mange regler og restriktioner, men de overordnede lød, at de politiske rettigheder var forbeholdt voksne, mandlige athenere. Kvinder, slaver og børn havde intet at sige. Man fik rettighederne, når man fyldte 18, men man skulle aftjene to års værnepligt, før man kunne deltage. Det var dog først som 30-årig, at man fik samtlige politiske rettigheder.
Ikke desto mindre er det et fantastisk sted at opleve, og et sted man må tilgå med en forståelse for dets betydning, for den måde verden fungerer på i dag. Tankevækkende og spændende.
En stigning der vil noget
Hvis du er typen, der elsker at se byer fra oven, så er Lycabettós højen stedet for dig. Det er Athens højeste punkt med sine 277 meter, og udsigten fra toppen er intet mindre end fantastisk. Her kan man se til Akropolis, Panathinaiko stadionet og Agoraen. Man kan faktisk også se helt ud til havet og de omkringliggende højderygge. Man får ikke et bedre udsyn til byen, og det er en forrygende oplevelse at se, hvor stor Athen er, og hvor langt byen strækker sig.
Turen op til toppen kan dog være en anelse besværlig. Afhængig af dit startsted, så kan vandreturen tage op til 45 min. Og det er 45 minutter op ad stejl bakke. Har du husket at pakke vandrestøvlerne, så er det en god udfordring for dig selv, og ofte nyder man udsigten mere, når man har måtte kæmpe for den. Er en rask gåtur op ad bakke ikke noget for dig, så kan du heldigvis tage bjergbanen fra Ploutárchou.
Tager du derop om aftenen, så kan du se solnedgangen bag Athens mange flotte bygninger.
Fire gyros, tak - med ekstra tzatziki!
Du kan næsten ikke sige Grækenland uden at sige lækker mad. Græsk mad er muligvis ikke det første på menukortet hos Noma, men de appetitvækkende smage fra det græske køkken taler til enhvers øjne og mave. Et godt sted at starte din kulinariske rejse er i bydelen, Plaka. Den ligger på bjergsiden, i skyggen af Akropolis og de mange antikke templer. Her mødes du af landsbyatmosfære og smalle brostensgader. Du finder små butikker, der sælger alt fra smykker, tøj og lokal keramik til fortovscaféer og familieejede tavernaer. Og ja de små fortovscaféer ligner præcis dem, du har set billeder af.
Du starter med at sætte dig ind på en af disse postkortagtige fortovscaféer, hvor du med det samme får serveret vand. Menukortet kommer, og du bestemmer dig for, at en ægte, græsk gyros er lige, hvad du har brug for i middelhavsvarmen. Det er et godt valg. Kombinationen af det dejlige fladbrød, de sprøde pomfritter, det møre svinekød og den salte tzatziki giver en fantastisk smagskombination, som emmer af Grækenland. Ofte koster de ikke mere end et par euro, så hvis appetitten er stor, kræver det ikke et stort budget at spise sig mæt. Det er måske også derfor, man ofte kommer til at bestille et par stykker… eller måske endda fire.
Man har dog ikke spist græsk, før man har fået feta. Om du kan lide den varm eller kold gør ingen forskel, for du kan få begge dele. Vi er i det her tilfælde gået ind ved siden af, hvor vi på den familieejede taverna har bestilt en masse forskellig ost og en stor Mythos. Tavernaen giver dig den her smag af middelhavets alsidige køkken, og traditionerne for hvide oste, hvor det salte, cremede og velsmagende giver en fabelagtig oplevelse.
Nostalgiske film for alle
Når maden er indtaget, så viser Cine Paris i sommermånederne klassiske film under åben himmel. En perfekt måde at slappe af på i det dejlige vejr. Det er noget, de har gjort i over 30 år, hvor de transformerer deres rooftop garden til en perfekt biograf. Med Parthenon i baggrunden og de omkringliggende hvidkalkede huse i Anofiotika-kvarteret, så får du en kombination af storby og græsk ø-stemning. Filmene er ofte nostalgiske og med engelsk tale, hvilket gør det nemt for alle at være med. Hvis du elsker gode oplevelser og gamle film, så er det absolut noget, du skal unde dig selv, når du besøger Athen.
Athen byder på så meget mere, end det der var tid til at dække her. Det er en storby, der har alle de ting, en storby skal have - og mere til. Historie, arkitektur, natur, udkigspunkter, sport, og jeg kunne blive ved. At læse om Athen er én ting, men at opleve byen selv og få fortællingerne på stedet er noget helt andet. Jeg vil klart anbefale at booke din næste storbyferie til Athen.
Ses vi i Athen? Det tror jeg nok, vi gør.
Photos
Lycabettus-højen i Athen. Foto: Nicolai
Panathinaiko stadion i Athen. Foto: Badseed. Licens: CC-BY-SA 3.0